Ekspert efter prøveløsladelse: Det her er tunge terrorister

Fire mænd, der planlagde terror mod Jyllands-Posten i 2010, skal prøveløslades i Sverige. Der er en risiko forbundet med at lukke dem ud i samfundet, vurderer svensk terrorforsker

Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp siger til Ekstra Bladet, at Sverige ikke har nogen specielle planer for prøveløsladte terrorister. Foto: Casper Dalhoff
Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp siger til Ekstra Bladet, at Sverige ikke har nogen specielle planer for prøveløsladte terrorister. Foto: Casper Dalhoff

Det er fire 'tunge terrorister', der i december bliver prøveløsladt i Sverige, hvor de har siddet fængslet siden 2010 for et planlagt terrorangreb mod JP/Politikens Hus. Det fortæller den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp til Ekstra Bladet.

Radio24syv kunne tidligere i dag afsløre, at den svenske kriminalforsorg prøveløslader de fire mænd, der på det tidspunkt har afsonet to tredjedele af deres straf på 12 år i Sverige, som blev stadfæstet i Danmark i 2012.

- Jeg synes, det er et problem. Vi bør tage bedre fat i det. Det bliver bare Sikkerhedspolitiet, der tager sig af det her, siger Magnus Ranstorp.

Ingen plan
Han forklarer, at de svenske myndigheder ikke har nogle specifikke mentorordninger rettet mod antiradikalisering. Der bliver kun fokuseret på, hvad der sker inde i fængslerne. Det er Sverige til gengæld rigtig gode til, siger han.

- Men hvad er planen for de her mennesker, når de kommer ud? Den plan ser jeg ikke. De svenske myndigheder har ikke været tvunget til at se på det før nu.

- Har du ikke tiltro til, at de svenske myndigheder håndterer de terrordømte mænd, når de bliver prøveløsladte?

- Det får vi vel at se. Det er ikke bare 'almindelige ekstremister'. En af dem har forsøgt at tilslutte sig flere terrororganisationer inden det forsøgte angreb. De har vist at være voldsparate. Det bør ikke kun være Säpo, som skal håndtere det her.

- Man behøver jo ikke være Einstein for at forstå, at det er bedre at have en mentorordning, der arbejder specifikt med antiradikalisering, og ikke bare en almindelig kontaktperson, som ikke ved noget som helst om det, siger han.

Farlig baggrund
Terrorforskeren kan ikke kommentere på de svenske myndigheders vurdering af de fire terrordømte, da han ikke kender baggrunden for den, men han ved, at der er en risiko forbundet med at prøveløslade dem, siger han.

- Men Sikkerhedspolitiet holder vel øje med dem?

- Det forventer jeg mig. Der er i hvert fald to af personerne, som jeg tror, de holder ekstra godt øje med, siger Magnus Ranstorp.

Fuld tiltro
Den tidligere operative PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har derimod fuld tiltro til, at hans tidligere svenske kollegaer i Säpo har lavet en korrekt vurdering.

Den tidligere operative PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har fuld tillid til sine tidligere svenske kollegaer i SÄPO. Foto: Jacob Ehrbahn
Den tidligere operative PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har fuld tillid til sine tidligere svenske kollegaer i SÄPO. Foto: Jacob Ehrbahn
 

Se også: Planlagde terror mod Jyllands-Posten: Nu skal de prøveløslades

Sådan er retssystemet
- Hvis man har opført sig pænt, og det vurderes, at det ikke er forbundet med risici at løslade dem, så gælder der jo de samme regler for de her mænd, som der gør med alle mulige andre indsatte, om du er tyveknægt, drabsmand eller terrorist.

- Det er det system, vi har arbejdet efter gennem mange, mange år. Det er ikke mig, der laver reglerne, jeg konstaterer bare, at det er sådan retssystemet er, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

- Men er der et større opsyn med terrordømte i Danmark?

- Vi har jo nogle antiradikaliseringsprogrammer i Danmark. Med mentorer og imaner, og hvad man nu kan tilknytte af gode kræfter, så militante islamister får et andet syn på tilværelsen.

Lovgivningen er strammet op
- Og jeg aner ikke, hvad de har i Sverige, men jeg ved, hvad vi har i Danmark. Efter angrebet mod Krudttønden gik Kriminalforsorgen ind, og revurderede deres initiativer på det her område.

- Så der blev strammet op dengang, siger Bonnichsen.

De opstrammede regler i Danmark indbefatter blandt andet en lovændring fra 2017, som skærper kravene til prøveløsladelse af en terrordømt person.

Det betyder, at den indsatte, som en betingelse for prøveløsladelse, skal have deltaget i et programforløb, som Kriminalforsorgen har fastsat. Det kan være et afradikaliseringsforløb.

Fuld tillid
- Er du ikke bekymret for, at de her mænd skal lukkes ud i det svenske samfund?

- Nej, jeg har fuld tillid til, at mine tidligere, kære kollegaer i PET og i Säpo selvfølgelig har deres fulde opmærksomhed, på det ansvar, som de nu engang har for at forebygge mod at forhindre terror såvel i Sverige som i Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere