Ekspert: Mindst 300 tilfælde af cyberangreb i Danmark

Ondsindet computervirus har ifølge it-sikkerhedsekspert holdt sit indtog i Danmark med flere end 300 angreb.

Den ondsindede virus, der siden fredag har hærget computere verden over, begynder også at dukke op i Danmark.

- Vi er oppe på minimum 300 infektioner herhjemme på nuværende tidspunkt, skriver it-sikkerhedsekspert hos virksomheden CSIS Peter Kruse mandag formiddag på Twitter.

Han siger til DR, at antallet af inficerede computer er steget støt hen over weekenden.

Lørdag var der ifølge Peter Kruse omkring 100 infektioner.

Angrebet satte ind fredag. Computere verden over er angiveligt mål for bagmændene, som kræver løsepenge for at låse maskinerne op.

Det britiske sygehusvæsen har været alvorlig ramt af angrebet.

Ifølge Peter Kruse er der i løbet af weekenden kommet nye versioner af virussen til.

- Der er både kommet nye varianter, som indeholder en ny såkaldt selvdestruktionsfunktion, og så er der kommet nogen, hvor den selvdestruktionsfunktion helt er blevet fjernet, forklarer Peter Kruse til DR.

Ifølge DR har Rigspolitiets cybercrime-enhed, NC3, endnu ikke registreret infektioner hos virksomheder, der er vitale i forhold til infrastrukturen i Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere