Ekspert om drabssigtet milliardær: Kynisk hvis han skjulte beviserne

Norsk krimiekspert kalder overfor Ekstra Bladet ny udvikling med sigtelse af forretningsmanden Tom Hagen i sag om muligt drab på forsvundet rigsmandskone som ’meget usædvanlig og dramatisk’

Først troede politiet, at Anne-Elisabeth Hagen var blevet bortført, men nu er hendes mand sigtet for drab eller medvirken til drab. Få et overblik over politiets teorier fra hun forsvandt og til nu. Video: VG.

En af Norges mest indsigtsfulde eksperter i kriminalstof betegner det som ’meget usædvanligt og dramatisk’, at politiet nu har sigtet Anne-Elisabeth Falkevik Hagens ægtemand for drabet på hende.

- Har politiet ret i, at Tom Hagen bevidst har ført efterforskningen på vildspor, er det jo vældig udspekuleret og kynisk. Jeg har aldrig før været udsat for, at en ægtemand tilsyneladende er gået så hårdt til værks for at vildlede politiet, siger Øystein Milli, der er dagbladet VG’s krimiekspert og tidligere har stået i spidsen for opsigtsvækkende true crime-dokumentarer på tv-stationen NRK.

Dagbladet VG's krimiekspert - her i selskabet med en kvindelig tv-producer - fortæller, at norske politifolk må lægge ryg til hård kritik for efterforskningen af Anne-Elisabeth Falkevik Hagens forsvinden tilbage i 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Gorm Kallestad
Dagbladet VG's krimiekspert - her i selskabet med en kvindelig tv-producer - fortæller, at norske politifolk må lægge ryg til hård kritik for efterforskningen af Anne-Elisabeth Falkevik Hagens forsvinden tilbage i 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Gorm Kallestad
 

Øystein Milli fortæller, at det i vide kredse i Norge længe på rygteplanet har været en offentlig sandhed, at Tom Hagen nok kunne være sin kones drabsmand.

FAKTA OM SAGEN

I halvandet år har det været uvist, hvad der er sket med norske Anne-Elisabeth Hagen, som forsvandt i oktober 2018.

Dog har politiet i Norge siden sommeren 2019 arbejdet ud fra en teori om, at hun er blevet slået ihjel. Ingen har hidtil været anholdt i sagen.

Men tirsdag har sagen taget en ny drejning: Politiet har anholdt Anne-Elisabeth Hagens ægtemand, forretningsmanden og milliardæren Tom Hagen.

Få et overblik over udviklingen i den opsigtsvækkende sag her:

* 31. oktober 2018: Anne-Elisabeth Hagen forsvinder fra familiens hjem i Lørenskog, der ligger nær Oslo i Norge. Det sidste livstegn gav hun, da hun talte i telefon med sin mand klokken 9.14.

Den formodede gerningsmand efterlod en skriftlig besked i huset. Den indeholdt et krav om løsepenge for kvinden og trusler om at dræbe hende, såfremt politiet blev involveret i sagen.

Politiet frarådede familien at betale løsesummen på omkring 67 millioner danske kroner. Det råd fulgte familien.

* 9. januar 2019: Norsk politi fortæller offentligheden ved et pressemøde, at den norske milliardærfrue er væk. Sagen behandles som en bortførelse.

* 15. januar: Politiet har modtaget mere end 800 tip i sagen. De omhandler mulige skjulesteder, mistænkelige personer og mistænkelige biler.

* 11. februar: Der afholdes endnu et pressemøde, hvor politiet fortæller, at det flere gange har haft kontakt til den formodede gerningsmand.

Korrespondancerne har dog ikke indeholdt tegn på, at Anne-Elisabeth Hagen er i live. Det kalder politiet for 'urovækkende'.

* 19. juni: Norsk politi oplyser, at det har ledt efter Anne-Elisabeth Hagen på en adresse i Danmark. Det fører dog intet nyt med sig.

* 26. juni: Politiet har droppet teorien om, at Anne-Elisabeth Hagen blev bortført. I stedet efterforskes sagen som et drab.

* 3. august: Det norske medie VG beretter, at Hagen-familien modtager et pengekrav fra den formodede gerningsmand på omkring ti millioner norske kroner - svarende til 7,5 millioner danske kroner - for tegn på liv.

Hagen-familien efterkommer ifølge VG kravet, men modtager ingen oplysninger fra den formodede gerningsmand.

* 6. august: Familiens advokat Svein Holden oplyser, at familien 8. juli har fået en besked fra kidnapperne. Familien har dog ikke fået det ønskede bevis på, at Anne-Elisabeth Hagen er i live.

* 8. januar 2020: Politiet meddeler, at det vil intensivere eftersøgningen på land og til vands, da der er fundet nye spor.

* 22. januar: Anne-Elisabeth Hagen erklæres formelt død. Politiet er ikke sikker på, at hun er død - men hun formodes at være dræbt og indgår nu i de officielle opgørelser over uopklarede drab i Norge.

* 28. april: Norsk politi anholder Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen. Politiet stopper ham, da han er på vej til sit arbejde.

Kilder: Vg.no, Ritzau.

- Jeg er ikke den eneste nordmand, der har efterlyst en mere offensiv mediestrategi fra Tom Hagens side, og i bagklogskabens lys kommer hans udspil nu til at fremstå som et forsøg på at skjule beviserne, vurderer Øystein Milli.

Politiet får kritik
- Har politiets langvarige fokus på, at det var en kidnapning kastet kritik af sig i Norge?

- Ja, i høj grad. Med så stort et bevismateriale og så mange efterforskere undrer det også mig, at politiet først efter 18 måneder når frem til at sigte ægtemanden?

Den forsvundne milliardær-hustru Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, som i januar i år officielt blev erklæret død. Foto: Ritzau Scanpix
Den forsvundne milliardær-hustru Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, som i januar i år officielt blev erklæret død. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Har det påvirket efterforskningen, at sagen udspiller sig i et velhavermiljø?

- Nogle mener, at der er en højere tærskel for, hvornår politiet slår til, når de efterforsker en milliardær, og at han ellers aldrig ville være gået fri så længe. Det er klart, at man spekulerer i, om hans status har betydning for, at politiet så længe holdt fast i teorien om, at det var en kidnapning.

- Hvad bliver afgørende for sagen nu?

- Nu må vi se, om fængslingsmødet (grundlovsforhøret, red.) viser, at politiets beviser er holdbare. Ellers har vi virkelig en usikker situation, hvor politiet risikerer igen at stå med en tabersag.

Den danske eksrocker Michael Green mødtes i september sidste år med den nu drabssigtede forretningsmand, Tom Hagen, i Oslo. Foto: Ernst van Norde 112 - 28. apr. 2020 - kl. 16:25 Eksrocker mødtes med Tom Hagen: Han virkede mærkelig

Politiet i Norge er ikke længere af den opfattelse, at den forsvundne og formentlig afdøde Anne-Elisabeth Falkevik, som har været savnet siden oktober 2018, har været offer for en reel bortførelse. Foto: Ritzau Scanpix 112 - 28. apr. 2020 - kl. 13:26 Politi offer for vildledning: Flere anholdelser på vej i drabssag

I et interview med Ekstra Bladet fortæller den norske krimiekspert, Øystein Milli, den nye udvikling med anholdelsen af den forsvundne kvindes stenrige ægtemand Tom Hagen (billedet) som 'meget usædvanlig og dramatisk'. Foto: NTB Scanpix
I et interview med Ekstra Bladet fortæller den norske krimiekspert, Øystein Milli, den nye udvikling med anholdelsen af den forsvundne kvindes stenrige ægtemand Tom Hagen (billedet) som 'meget usædvanlig og dramatisk'. Foto: NTB Scanpix