Ekspert om selvmordsangreb i lufthavn: Et oplagt terrormål

Atatürk-lufthavnen er en af Europas travleste, og gerningsmændene har derfor haft rig mulighed for at ramme en stor gruppe af passagerer, lyder det fra Deniz Serinci

Kaotiske scener uden for Atatürk Lufthavn i Istanbul efter de dødelige eksplosioner. Her er det blandt andet nogle af de første amatøroptagelser, tv-stationerne fik ind tirsdag aften. (Video: AP)

Omkring 50 personer er dræbt efter bombeangrebene i Atatürk-lufthavnen i Istanbul.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt det amerikanske nyhedsbureau AP.

Atatürk-lufthavnen er en af Europas travleste, og ifølge Deniz Serinci, journalist og forfatteren bag bogen 'Terrorens kalifat' om Islamisk Stat', er det ikke overraskende, at gerningsmændene har valgt at angribe netop denne lufthavn.

- 60 millioner passagerer rejser gennem lufthavnen om året. Om du så skal til Beirut eller andre steder i Østen, er der ofte transit gennem Atatürk-lufthavnen. Det er en bro mellem øst og vest, så der er rigtig mange, som ikke skal til Tyrkiet, men som alligevel oplever at skulle gennem lufthavnen, fortæller Deniz Serinci til Ekstra Bladet.

Han mener derfor, at gerningsmændene er gået efter et mål, hvor de kunne ramme flest mulige.

- For terroristerne handler det om at slå til, der hvor mange er samlet. Derudover ved vi også fra angrebet i Bruxelles, at terrorister gerne vil ramme vores infrastruktur. Et angreb i en lufthavn angriber jo vores netværk, og den slags terror skaber meget frygt, næste gang vi skal ud og rejse, lyder det fra Deniz Serinci.

Islamisk Stat kan stå bag
Ifølge AP har en anonym, men officiel og højtstående kilde fra Tyrkiet fortalt, at de tyrkiske myndigheder regner med, at det er terror-organisationen Islamisk Stat, der står bag angrebet. Det er dog endnu ikke bekræftet.

- Hvorfor skulle det være Islamisk Stat, der står bag, og ikke den kurdiske terror-organisation PKK?

- PKK bruger ikke rigtigt selvmordsangreb, og ifølge den tyrkiske justitsminister er der tale om selvmordsbomber. Hvis det er PKK, sker det i et led i den tyrkisk-kurdiske konflikt, siger Deniz Serinci og fortsætter:

- Hvis det derimod er islamister, tror jeg, det handler om, at de vil hævne sig på Tyrkiet, fordi de føler sig svigtet. Tyrkiet bomber jo IS og lader USA bruge deres luftbase. Derudover ønsker IS at svække deres modstanderes turistindustri.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen