Ekspert om sexgalning: Han kan slå til igen

I 1999 blev en 11-årig pige voldtaget og forsøgt kvalt. Gerningsmanden er stadig på fri fod og kan have stået bag andre sex-forbrydelser

Den dengang 11-årige pige råbte forgæves på hjælp, da den ukendte mand ved højlys dag angreb hende og slæbte af sted med hende på den menneskefyldte Bøtø Strand den 4. august 1999. (Fopto: Politi)
Den dengang 11-årige pige råbte forgæves på hjælp, da den ukendte mand ved højlys dag angreb hende og slæbte af sted med hende på den menneskefyldte Bøtø Strand den 4. august 1999. (Fopto: Politi)

Torsdag i sidste uge stod den nu 27-årige Michelle Jensen frem i  Station 2 og fortalte om den sommerdag i 1999, hvor hun som 11-årig blev voldtaget og efterfølgende forsøgt kvalt af en ukendt gerningsmand.

Den grusomme handling førte til en større politi-efterforskning i forsøget på at finde voldsmanden, der dog i dag stadig er på fri fod.

Se også: Sex-forbryder ville kvæle barn: Mange tips i 16 år gammel sag

I forbindelse med efterforskningen af drabsforsøget udarbejdede politiet en profil af gerningsmanden, der afslører, at manden fra Bøtø kan stå bag andre forbrydelser af lignende karakter.

- Gerningsmanden i den her sag har karakteristika, der læner sig alvorligt op af psykopati. Derfor er god grund til at tro, at han kunne finde på at slå til igen, siger Kurt Kragh, der er tidligere leder i Politiets Rejsehold.

- Men om han allerede har gjort det, ved vi af gode grunde ikke, forklarer Kurt Kragh og henviser til, at man i forbindelse med voldtægten i Bøtø i 1999 fandt DNA på offeret fra gerningsmanden, men at man endnu ikke har fundet et match.

Lav opklaringsprocent
Der er generelt ikke en høj opklaringsprocent på sexforbrydelser i Danmark, og derfor er det med et spinkelt håb, at sagen igen er kommet i medierne.

- Det er en af de slags sager, man som politibetjent frygter mest, fordi der absolut ikke er nogen relation mellem gerningsmand og offer. Det gør det enormt svært at efterforske, men i det her tilfælde fik vi en utroligt god beskrivelse af gerningsmanden, siger Kurt Kragh til Ekstra Bladet.

Den 11-årige pige blev ved højlys dag slæbt af sted af gerningsmanden på en menneskefyldt Bøtø Strand 4. august 1999.

Et tysk ægtepar så optrinnet, men slog det hen som en far og et genstridigt barn. Pigen blev efterfølgende voldtaget og blev efterladt i overhængende livsfare i skovbrynet ikke langt fra stranden.

Selv om politiet sjældent benytter sig af fantomtegninger, sendte man kort tid efter overfaldet en detaljeret tegning af gerningsmanden ud til offentligheden.


Artiklen fortsætter under billedet..

- Det valgte vi, fordi tegningen blev til at to uafhængige vidner. Det tyske ægtepar og pigen havde hver beskrevet den helt samme mand, fortæller Kurt Kragh.

Og netop fordi oplysningerne om gerningsmanden var så detaljeret, er sagen en af dem, der går den tidligere rejseholdsleder på.

- Vi ved for eksempel, at han ingen tatoveringer har, og at han taler pæredansk. Derfor er det frustrerende, at man ikke kan finde den rigtige mand, siger Kurt Kragh til Ekstra Bladet.

Flere henvendelser
I forbindelse med tv-indslaget på TV2 i sidste uge har politiet modtaget over 50 henvendelser i sagen, som efterforskere vil arbejde videre med.

- Nu skal vi have valideret de mange henvendelser. Vi skal finde ud af, om de personer, som vi bliver tippet om, tidligere er blevet afhørt, og om vi i så fald har taget en DNA-prøve fra vedkommende, forklarer efterforskningsleder ved Sydsjælland og Lolland-Fasters Politi, Søren Ravn og oplyser, at det tager flere uger, før politiet har gennemgået de nye tip.

Ifølge efterforskningslederen er der siden 1999 løbende kommet henvendelser i sagen, men desværre fokuserer mange af dem på fantomtegningen.

- Fantomtegningen er nok bedre for pressen, end den er for os andre. Forstået på den måde, at tegningen er 16 år gammel og passer på rigtigt mange mennesker, siger Søren Ravn til Ekstra Bladet.

Tidligere Rejseholdsleder Kurt Kragh mener også, at der skal mere konkrete henvendelser på banen, hvis sagen skal opklares.

- Har man for eksempel observeret mistænkelig adfærd hos en person i forbindelse med sagen her, så kan der være noget at gå efter. Men hvis alle henvendelserne læner sig op ad fantomtegningerne, så er jeg ikke særligt optimistisk, siger han til Ekstra Bladet.

1 af 2 Umiddelbart efter overfaldet udsendte politiet en fantomtegning af gerningsmanden på baggrund af pigens forklaring samt forklaringen fra et tysk ægtepar, der overværede den gerningsmanden slæbe af sted med pigen. (Fopto: Politi)
2 af 2 Den dengang 11-årige pige råbte forgæves på hjælp, da den ukendte mand ved højlys dag angreb hende og slæbte af sted med hende på den menneskefyldte Bøtø Strand den 4. august 1999. (Fopto: Politi)