Eksplosion i Aarhus: Dele af byen uden strøm

En eksplosion i en el-virksomhed i Aarhus har efterladt dele af byen uden strøm

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

Her til aften er der sket en eksplosion i det vestlige Århus i virksomheden El:con. Der er nu ildebrand i bygningen, som ligger på Ryhavevej, og det har efterladt dele af byen uden strøm. Det fortæller vagtchefen ved Østjyllands politi til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchefen er de blevet kontaktet af flere forundrede borgere, som melder om strømafbrydelser. Han har derfor sendt et tweet ud, for at oplyse bekymrede borgere om situationen.

Ifølge Jyllands-Posten er det op mod 40.000 husstande, der mangler strøm.

På stedet er brandvæsenet i gang med at slukke ildebrand, og der er også folk fra virksomheden tilstede, for at løse problemet, så der igen kan komme lys.

Det er endnu uklart, hvad der ligger til grund for eksplosionen, fortæller Østjyllands politi.

- Der er ingen meldinger om tilskadekomne på nuværende tidspunkt. Men det er brandvæsenet, der er på stedet, og dem der løser problemet, siger vagtchefen.

Indsatslederen siger til TV2 Østjylland, at branden hurtigt kunne blive slukket ved hjælp af håndredskaber.

En tekniker er i skrivende stund i færd med at udbedre skaderne.