Eksplosion ryster tyrkisk by: Flere sårede

En større eksplosion har ramt den tyrkiske by Diyarbakır. De tyrkiske myndigheder melder om mindst fire dræbte og 20 sårede

Få seneste opdatering her

En ny eksplosion har ramt Tyrkiet.

Denne gang er det i den kurdisk-dominerede by Diyarbakir i den sydøstlige del af Tyrkiet, at en bombe efter sigende er eksploderet. 

Det skriver flere internationale medier.

Eksplosionen skete lidt efter klokken 17 nær et busstoppested, og seks politibetjente er indtil videre døde, melder de tyrkiske myndigheder ifølge Reuters.

Derudover er mindst tyve mennesker sårede i eksplosionen.

Den tyrkiske avis Habertürk skriver, at der eksploderede en bombe, da en konvoj af politi-køretøjer kørte forbi busstationen. Angiveligt er der tale om en bilbombe, der er eksploderet nær en minibus, hvor flere af politiets specialstyrke befandt sig i.

Både politi, brandvæsen og ambulancer er nu massivt til stede, rapporterer Habertürk.

Netop denne del af Tyrkiet har i lang tid været præget af vold, da en våbenhvile mellem militante fra PKK og den tyrkiske regering kollapsede i juli sidste år.

Flere angreb
Efter at fredsprocessen mellem den tyrkiske regering og kurderne er brudt sammen, har sikkerhedsstyrkerne i øget antallet af razziaer og aktioner i de kurdiske områder i sydøst, skriver Ritzau

For to uger siden deaktiverede tyrkiske bombeeksperter en bombe på 150 kilogram, der blev fundet i en bil foran en regeringsbygning i byen Hani, der ligger nær den ramte Diyarbakir-provins.

Det skete, få dage efter at en bombe havde rystet den tyrkiske hovedstad Ankara, hvor 37 personer mistede livet.

Gruppen Kurdistans Frihedsfalke (TAK), der er en udbryder af og knyttet til Kurdistans Arbejderparti (PKK), tog skylden for angrebet i Ankara.

En måned tidligere mistede 28 mennesker livet i et lignende bombeangreb i Tyrkiets hovedstad.

Ekstra Bladet følger sagen...

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere