Eksplosion ved politistation i Malmø

Ifølge svenske medier er der hørt en høj eksplosion ved politistation i Malmø

Ifølge svenske medier er der hørt en høj eksplosion ved en politistation i Malmø. Video: Aftonbladet

Flere biler er blevet skadet i forbindelse med en eksplosion i bydelen Rosengård i Malmø onsdag aften.

Det skriver flere svenske medier, heriblandt Aftonbladet.

- Området er blevet afspærret, og bomberydderne er på vej, siger Anna Göransson fra politiet i den svenske region Syd til Aftonbladet.

På trods af, at der altså umiddelbart er materielle skader, er ingen personer kommet noget til.

- Der er ingen meldinger om personskade, hvilket er vældig dejligt. Men ifølge de foreløbige meldinger er der sket skader på biler, ja, siger hun.

Politiet skriver på sin hjemmeside, at flere personer havde ringet til politiet for at rapportere om den højlydte eksplosion.

- Vi fik meldingen klokken 21.06. Så det er ret nyt. Vi forsøger at samle så mange oplysninger som muligt, siger Anna Göransson.

Ifølge Aftonbladets oplysninger skulle der være tale om en håndgranat.

To personer er efterfølgende blevet anholdt ifølge mediet. En af dem er mistænkt for at stå bag angrebet.

Ekstra Bladet følger sagen...