Eksplosion ved svensk rådhus

Melding om eksplosion ved rådhuset i Landskrona

En eksplosion har onsdag aften ramt et rådhus i Skåne i Sverige.

Det oplyser politiet i Skåne sent onsdag aften i en pressemeddelelse.

Meldingen om eksplosionen ved rådhuset i byen Landskrona kom omkring klokken 23.00 onsdag.

- Flere har ringet ind om et højt brag i det centrale Landskrona, skriver politiet i pressemeddelelsen.

- Politipatruljer kunne kort efter konstatere, at noget er eksploderet ved rådhuset på Drottninggatan med blandt andet smadrede ruder til følge.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med eksplosionen.

Politiet har afspærret et større område omkring rådhuset. Tidligt på natten blev der indsat bombeteknikere, der skulle sikre, at der ikke er yderligere risiko for eksplosioner.

Først derefter vil kriminalteknikere blive indsat for at begynde efterforskningsarbejdet, lød det kort før midnat fra politiet.

Kommunen Landskrona er tidligere på sommeren blevet ramt af tre drabsforsøg, som menes at være led i et opgør mellem kriminelle grupperinger.

I alle tre tilfælde er der blevet placeret sprængladninger på offentlige steder, hvor de menes at have haft til formål at skade og dræbe personer.

Rådhuset i Landskrona Kommune ligger i byen Landskrona ud til Øresund mellem Malmø og Helsingborg i Skåne len.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere