Eksplosionsfare i Fredericia er afblæst

Eksplosionsfaren ved branden på havnen i Fredericia er overstået. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse

Se Søren Mortensen fra Fredericia fortælle om branden

Den voldsomme brand i flere tanke med palmeolie på havnen i Fredericia har været i fare for at eksplodere torsdag morgen.

Men nu oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, at eksplosionsfaren ved branden i Fredericia er overstået.

Beredskabsmyndighederne afblæser faren for eksplosion efter en voldsom brand, der har været i gang siden onsdag aften.

'På grund af indsatsen er der sket en nedkøling, således at den fortsatte brand ikke længere skønnes at kunne få en eksplosion til at ske,' skriver politiet i sin pressemeddelelsen.

Sådan så branden ud omkring midnat. (Video: Carina Spangsbjerg)

Det betyder, at de evakuerede i området nu kan vende tilbage til deres boliger og skoler - og institutioner kan åbne igen. Også DSBs kan starte normal drift, så snart de driftsmæssige forhold muliggør det.

På grund af branden har DSB indsat togbusser for passagerer, der skal til Fyn eller Sønderjylland. Det oplyste DSB natten til torsdag.

Ifølge trafikinformationschef i DSB, Tony Bispeskov, ventes togdriften at køre som normalt omkring klokken 10.

- Vi er begyndt at køre igen nu, og vi forventer at være tilbage på normal drift om en times tid, siger han til Ekstra Bladet kort før klokken 9.

- Togbusserne kører selvfølgelig til deres destination, og derefter vil vi udelukkende køre med tog.

Der vil dog stadigt være trafikale udfordringer, da branden ikke er slukket endnu og der er således stadigt afspærringer ved havneområdet og vil være det nogen tid endnu. Vestre Ringvej er spærret indtil Vejlevej, Strandvejen er spærret mellem Holstensvej og Røde Banke. Det er således den sydlige del af byen hvor havnen ligger, der er ramt, men den nordlige del er tilgængelig på normal vis.

Ifølge ritzau opfordrer Fredericia Kommune til, at man tjekker med skolen eller institutionen, om den nu også er åben, inden man eventuelt begiver sig af sted for at aflevere sit barn der.

1 af 2 (Læserfoto)
2 af 2 Eksplosionsfaren er torsdag morgen drevet over i Fredericia. (Foto: Ernst van Norde)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere