Ekstra Bladet i London: Britisk politi stopper biler på bro efter terrorangreb

Flere biler bliver to dage efter terrorangrebet stoppet på Tower Bridge i London for at høre, om de har set noget

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

London (Ekstra Bladet): Politiet er massivt til stede i store dele af London efter terrorangrebet lørdag aften, der kostede syv mennesker livet og sårede mindst 48 personer.

London Bridge, hvor de tre formodede terrorister først kørte ind i en gruppe mennesker, åbnede her mandag morgen, og det samme gjorde den nærliggende metrostation.

Dog er det spor, hvor dødsbilen kørte, stadig lukket for alt trafik, og det samme er Borough Market, hvor de tre terrorister stak tilfældige forbipasserende ned med kniv, inden de selv blev dræbt af politiet.

Hør seneste nyt fra Ekstra Bladets udsendte i London. Video: Anthon Unger, redigering: Peter Boier
Hør seneste nyt fra Ekstra Bladets udsendte i London. Video: Anthon Unger, redigering: Peter Boier

Men politiet er også til stede på andre broer i London. Her stopper City of London Police biler for at spørge, om de har set noget mistænkeligt i løbet af de sidste par dage.

- Vi stopper lige nu biler på broen for at høre, om de har lagt mærke til noget mistænkeligt. Det gør vi også for at forhindre, at der skulle ske noget nyt. Derudover afleverer vi også en lille brochure, hvor der er et nummer, så folk kan ringe til vores anti-terrorist hotline, siger en betjent på vejen til Ekstra Bladet.

Bilerne bliver stoppet i begge retninger af broen i ganske få minutter, og enkelte bliver hevet mere ind til siden, hvis de har meget at fortælle.

Artiklen fortsætter under billedet:

Politiet tjekker biler. Foto: Anthon Unger
Politiet tjekker biler. Foto: Anthon Unger

Politiet står i begge ender af Tower Brigde for tale med de mennesker, der dagligt har deres gang i området.

Blomster på broen
Hele området nær gerningsstedet var fuldstændig afspærret søndag aften, og det var derfor svært for folk at lægge blomster.

Men her mandag morgen, da afspærringen er blevet ophævet, er der flere, der har benyttet lejligheden til at lægge blomster på London Bridge, inden de tager på arbejde.

- Vi var til stede, da det skete. Folk kom løbende ind, der hvor vi sad og drak øl for at gemme sig. Vi løb bare alt, hvad vi kunne fra stedet, fortæller en ung fyr til Ekstra Bladet, efter han har lagt blomster.

Han er meget rystet og ønsker ikke at stå frem med sit navn.

Artiklen fortsætter under billedet:

Stedet, hvor den hvide varevogn bragede ind i folk. Foto: Anthon Unger
Stedet, hvor den hvide varevogn bragede ind i folk. Foto: Anthon Unger

Politiet er i gang med en række undersøgelser på gerningsstedet, og de har endnu ikke oplyst identiteten på de tre gerningsmænd.

Det første af deres syv ofre er dog identificeret, og der er tale om canadiske Christine Archibald. Hun døde i sin forlovedes arme på London Brigde, efter hun var blevet ramt af terroristernes varevogn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere