El Chapos sønner anklaget for narkosmugling

De amerikanske myndigheder retter søgelyset mod to sønner af den mexicanske narkobaron Joaquin 'El Chapo' Guzman

I 2017 blev Joaquin 'El Chapo' Guzman udleveret til USA efter at være blevet anholdt i Mexico. Han er en af de helt centrale figurer i den mexicanske narkokrig, der har hærget landet siden 2006. Foto: AP
I 2017 blev Joaquin 'El Chapo' Guzman udleveret til USA efter at være blevet anholdt i Mexico. Han er en af de helt centrale figurer i den mexicanske narkokrig, der har hærget landet siden 2006. Foto: AP

Den mexicanske narkobaron Joaquin 'El Chapo' Guzman er netop blevet kendt skyldig i at stå i spidsen for et globalt narkoimperium. Nu har de amerikanske myndigheder rettet søgelyset mod hans voksne sønner.

Joaquin Guzman Lopez, 34, og Ovidio Guzman Lopez, 28, anklages for at have medvirket til indsmugling af kokain, amfetamin og marihuana til USA over en periode fra 2008 til 2018. Begge brødre menes at være på fri fod i Mexico.

Det viser et anklageskrift fra det amerikanske justitsministerium, der blev offentliggjort torsdag.

Livsvarigt fængsel
61-årige Joaquin 'El Chapo' Guzman blev efter en langstrakt retssag i New York dømt skyldig i alle ti anklagepunkter. Strafudmålingen finder sted 25. juni, og det ventes, at han vil blive idømt livsvarigt fængsel.

Retssagen varede i tre måneder, og mere end 50 personer har vidnet i sagen, hvor det er blevet afsløret, hvordan Sinaloa-kartellet tjente milliarder af dollar på at smugle tonsvis af kokain, heroin, amfetamin og marihuana til USA.

Joaquin 'El Chapo' Guzman kommer formentlig til at tilbringe resten af sit liv i et amerikansk fængsel. Foto: HANDOUT/Ritzau Scanpix
Joaquin 'El Chapo' Guzman kommer formentlig til at tilbringe resten af sit liv i et amerikansk fængsel. Foto: HANDOUT/Ritzau Scanpix

Se også: Vidne om brutale 'El Chapo': Rival levende begravet

Joaquin 'El Chapo' Guzman er en af de helt centrale figurer i den mexicanske narkokrig, der har hærget landet siden 2006.

I 2017 blev han udleveret til USA efter at være blevet anholdt i Mexico. Andre højtstående personer fra de mexicanske karteller er tidligere også blevet udleveret til USA.

Narko på dåse
Retssagen mod 'El Chapo' har givet et unikt indblik i kartellets organisation, og vidner har afsløret detaljer om uhyggelige drab, politisk bestikkelse og smugling.

Et vidne fortalte, hvordan mexicanske medarbejdere har pakket kokain ned i tusindvis af jalapenodåser, der blev lastet på lastbiler og kørt over grænsen til USA. 

En anden har forklaret, at 'El Chapo' i nogle tilfælde selv deltog i afstraffelsen af sine modstandere.

Han skal blandt andet have kidnappet, banket og skudt en rival, der efterfølgende blev begravet levende, fortalte vidnet Isaias Valdez, en tidligere bodyguard for kartellederen.

OVERBLIK: Mexicos største narkobaron begyndte med pot

Joaquin 'El Chapo' Guzmán blev 12. februar 2019 ved en domstol i New York blevet fundet skyldig i ti tiltaler mod ham.

Selve strafudmålingen finder sted 25. juni 2019.

Her er en tidslinje over den 61-årige mexicaners liv. Han er blevet en af verdens mest berømte narkogangstere.

1960'erne: Som teenager begynder han sammen med sine fætre at dyrke potplanter.

1970'erne: Begynder at arbejde som stikirenddreng for narkosmuglere.

1980'erne: Bliver medlem af Guadalajara-kartellet. Efter anholdelsen af kartellets leder bliver den kriminelle gruppe splittet op i flere fraktioner. Guzmán bliver leder af kartellet Sinaloas stillehavsafdeling.

1992: Seks af Guzmáns topfolk bliver i februar fundet dræbt nær Tijuana ved grænsen til USA. I november slår Guzmán tilbage, da hans folk dræber seks medlemmer af det konkurrerende Tijuana-kartel på et diskotek.

1993: Overlever drabsforsøg i en lufthavn, men ærkebiskoppen for Guadalajara bliver sammen med seks andre tilfældige personer dræbt, da de bliver fanget i skudvekslingen.

1993: Bliver anholdt i Guatemala på mistanke om drab, narkosmugling og bortførelse og udleveret til Mexico. Han idømmes en straf på minimum 20 år, som skal afsones i et topsikret fængsel.

2001: Flygter fra fængslet skjult i en vasketøjsvogn. Flugten forudsætter hjælp indefra, og han bruger angiveligt 2,5 millioner dollar på bestikkelse.

2004: USA's regering udlover en dusør på fem millioner dollar for oplysninger, der kan føre til hans anholdelse.

2008: Sønnen Edgar bliver dræbt i en ildkamp på en parkeringsplads i Mexico.

2009: Optræder for første gang på pengemagasinet Forbes' liste over dollarmilliardærer.

2010: Bliver sammen med andre kartelledere tiltalt af amerikanske myndigheder for i perioden fra 1990 til 2005 at smugle tonsvis af kokain til USA.

2011: Hans hustru, Emma, der har både amerikansk og mexicansk statsborgerskab, føder tvillinger på et hospital i Los Angeles.

2012: Finansministeriet i USA indefryser hans families formue og andre aktiver i landet.

2014: Bliver anholdt på et strandresort i Mexico og genoptager afsoningen af sin fængselsstraf.

2015: Flygter igen fra et topsikret fængsel ved at kravle gennem en åbning i sin celle, der fører ned til en cirka halvanden kilometer lang tunnel.

2015: Mens han er på flugt møder han filmstjernen Sean Penn, som interviewer ham til en artikel i musikmagasinet Rolling Stone.

- Jeg leverer mere heroin, methamfetamin, kokain og hash end nogen anden i verden. Jeg har en flåde af undervandsbåde, fly, lastbiler og både, fortæller han.

2016: Bliver i januar igen fanget af mexicansk politi i delstaten Sinaloa. Fem af hans håndlangere bliver dræbt i aktionen.

2016: I maj godkender en dommer en anmodning fra USA om at udlevere ham. Syv delstater har rejst tiltale ham.

2017: Bliver udleveret til USA i januar og erkender sig senere samme måned uskyldig ved en distriktsdomstol i New York.

2018: Den længe ventede retssag mod ham bliver indledt i november.

2019: 'El Chapo' bliver dømt skyldig for en lang række forbrydelser ved en domstol i New York.

Kilde: CNN, AP.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere