El-løbehjul kører over for rødt og ind i politi-motorcykel

En video, der angiveligt er filmet under den københavnske gadefest Distortion, viser to unge mennesker på elektrisk løbehjul køre ind i en politi-motorcykel med udrykning

Det kan ikke bekræftes, at episoden fandt sted under Distortion. Video: Emergency Scandinavia

Elektriske løbehjul er begyndt at fylde mere og mere i alverdens storbyer - deriblandt København - og mange har også været ude med kritik.

En video, der ifølge kanalen, som har uploadet den, er filmet under den københavnske gadefest Distortion, viser to unge mennesker komme i karambolage med en politi-motorcykel, der kommer kørende på Vesterbrogade med udrykning. Politiet kan dog ikke bekræfte, at hændelsen fandt sted under Distortion.

- Vi har desværre ikke mulighed for at give et svar på grundlag af videoen, da vi ikke ved, hvornår den præcist er optaget, fortæller Københavns Politi, da Ekstra Bladet taler med dem om episoden.

Se også: Kontroversielle løbehjul indtager dansk provinsby

Siden 17. januar har det været lovligt at køre på cykelstierne på elektriske løbehjul. Men ikke alle er begejstrede for el-løbehjulene, der må køre op til 20 kilometer i timen ved egen kraft.

Som en del af en forsøgsordning sætter Københavns Kommune nu et loft på 200 elektriske løbehjul og 200 udlejningscykler i Københavns Indre By.

Det har et flertal i Teknik- og Miljøudvalget vedtaget på et møde tidligere på måneden.

I brokvartererne i København bliver grænsen på 3000 elektriske løbehjul og 3000 cykler.

Ifølge fungerende teknik- og miljøborgmester borgmester Karina Vestergård Madsen (EL) handler det om at skabe et orden i det kaos, som de elektriske løbehjul er ved at skabe:

- Vi skal sørger for, at der er de løbehjul i byen, som rigtig mange københavnere er blevet glade for at transportere sig på, siger hun og fortsætter:

- På den anden side skal vi sikre, at der ikke opstår kaos i byen, hvor det er løbehjulene, der gør livet usikkert for fodgængere, andre cyklister og biler.

Den vedtagede model er en forsøgsordning, der skal afprøves hen over sommeren og det tidlige efterår.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere