El-løbehjul skyld i voldsom villabrand: Sekunder fra tragedie

Et elektrisk løbehjul, der var sat til ladning i en kælder, startede fredag morgen en ildebrand i et hus i Nordjylland

Få forklaret sagen her. Video: René Schütze

I en villa i Nørresundby satte et el-løbehjul fredag morgen ild til hele huset, da løbehjulet stod til opladning i kælderen.

Da der først blev slået alarm klokken 7.34, virkede branden ikke til at være så stor, men da brandfolkene først var kommet frem, blev den pludselig meget voldsom.

Det fortæller indsatsleder Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab, der hurtigt indkaldte flere folk. 15 brandmænd var med til at bekæmpe ilden.

- Vi sendte røgdykkere ned i kælderen, men der kom hurtigt kraftig røgudvikling i stueplan og på førstesal også. Vi kæmpede en del med en nedlagt skorsten, hvor varme røggasser kunne sprede til igennem til hele huset, siger han.

Brandmændene har blandt andet også brækket gulve op, for at nå frem til ilden, der spredte sig i forskellige hulrum under gulvet og i skunke.

- Det har været et meget stort arbejde, og huset er meget skadet nu, siger indsatslederen.

Sekunder fra at gå galt
Man regner med, at det er et elektrisk løbehjul, der har startet branden.

- Vi kan se, at det nok er startet i et rum i kælderen, hvor familien siger, at der var sådan et el-løbehjul sat til ladning. Så efter hvad familien siger, er det højest sandsynligt det, og det giver god mening, forklarer Klavs Bojsen.

Huset ligger på Jens Bangs Vej i Nørresundby, og familien på fire slap alle uskadte fra branden.

- Gudskelov skete der ikke noget. De lå og sov, da det startede. Sønnen opdagede så branden og de fik reddet sig ud. Det skal de være super glade for, det var sekunder fra, at det kunne være gået rigtigt galt, siger indsatslederen.

Familien er nu blevet genhuset, og branden i deres villa er slukket. I løbet af dagen vil brandfolkene dog holde øje med, at der ikke ligger noget og ulmer, som kan blusse op igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere