Elev til Ekstra Bladet: Sværdmanden hørte rockmusik mens han gik amok

Hundredvis af søskende og forældre er troppet op ved Kronans Skola i Trolhättan Kommune, hvor uidentificeret sværdmand dræbte en og sårede fire her til formiddag

Ved du noget? Kontakt Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst).

Sværdmanden hørte rockmusik på sin mobiltelefon, da han pludselig kom ind i et klasselokale og angreb en mandlig lærer med sværdhug.

Det fortæller 14-årige Laith Alazzeh til Ekstra Bladet.

Laith Alazzeh var til stede i lokalet, da sværdmanden gik amok.

Og eleverne reagerede ved at flygte i panik.

- Han var klædt i sort tøj og var maskeret. Han sagde ikke et ord. Men han hørte rockmusik på sin mobiltelefon og begyndte at angribe læreren, siger Laith Alazzeh.

Læreren er efter Ekstra Bladets oplysninger blandt de fem, der er kørt på sygehuset.

Få en opdatering fra Ekstra Bladets reporter på stedet her. (Video: Rasmus Flindt).

I øvrigt hersker der total panik ved Kronans Skola i Trolhättan Kommune nord for Göteborg i Sverige, hvor sværdmanden gik til angreb torsdag morgen.

Det fortæller Ekstra Bladets journalist, Christian Kloster, der netop er ankommet til skolen.

- 500-600 pårørende er ved skolen. Folk er meget bekymrede, siger Christian Kloster.

Og flere end 100 betjente er til stede. (Foto: Rasmus FLindt Pedersen)
Og flere end 100 betjente er til stede. (Foto: Rasmus FLindt Pedersen)
 

Dreng er i chok
De pårørende er næsten alle af Mellemøstlig eller afrikansk herkomst. Kronans Skola ligger i et meget indvandrertungt kvarter med mange etageejendomme.

Blandt de pårørende er Shelan Darogha, som arbejder som lærer på en anden skole, men som er hastet til. Hendes søsters søn går på skolen.

- Hans kammerat er blevet såret af sværdmanden. Min søsters søn er gået i totalt chok, siger Shelan Darogha til Ekstra Bladet.

En mand er netop brudt grædende sammen. Han blev fulgt ind i en bil og kørt væk af pårørende.

De fremmødte ved skolen er ifølge Ekstra Bladets reporter rasende på politiet. Flere har stået i op mod to timer og ventet på at tage imod elever fra skolen, som ikke har fået lov til at komme ud. De er sure over, at de ingen information får.

Der er flere end 100 betjente til stede, og mange ambulancer holder også standby ved skolen.

Ekstra Bladet har lige talt med en elev, som gennem et vindue på skolen har optaget en video af en politikvinde, der giver en ung mand hjertemassage. Manden ligger på gulvet og bløder på videoen.

Det lokale sygehus, som har taget imod de fire tilskadekomne og gerningsmanden efterlyser ifølge Aftonbladet donorer, som har mulighed for at komme forbi for at afgive blod.

 

Opdateres...