Elever anholdt for trusler om skoleskyderi

To elever er anholdt, efter de har truet med skoleskyderi på Katedralskolen i Nykøbing Falster

To 19-årige mænd har i løbet af de seneste dage skrevet til flere elever på Katedralskolen i Nykøbing Falster, at der fredag vil ske et skoleskyderi klokken 09.00.

De to mænd er blevet anholdt. Det skriver folketidende.dk.

- Vi fik anmeldelsen fra skolen onsdag morgen og anholdt straks de to elever på skolen, fortæller Bo von Würden fra lokalpolitiet til folketidende.dk og fortsætter.

- Vi tror nu ikke, der har ligget en reel hensigt bag truslerne, men de vil naturligvis blive sigtet. De bliver sigtet efter straffelovens § 266, hvor strafferammen er op til to års fængsel.

De to unge mænd skrev til flere elever, at de ikke skulle komme i skole på grund af det kommende skyderi.

I løbet af onsdag formiddag er de unge mænds hjemadresser i Nykøbing blevet ransaget. Der er dog ikke blevet fundet våben eller andet, som kunne underbygge det reelle indhold i truslerne, oplyser Bo von Würden til avisen.

De to unge mænd sidder til afhøring på politigården i Nykøbing.

Rektor Kirsten Danving oplyser, at de to unge mænd er blevet bortvist.

- Der er nogle elever, som på en grov måde har overtrådt vores studieordensreglement, siger hun.

Rektoren fortæller desuden, at eleverne ikke skal være bekymret, og at det har man også meddelt deres forældre på skolens intranet.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Katedralskolen-