Elever mødte fulde op dagen før: Nu raser de over aflysning af sidste skoledag

Rektor på Slagelse Gymnasium aflyser fejring af sidste skoledag, fordi elever mødte berusede op dagen før begivenheden

Drama på Slagelse Gymnasium, hvor sidste skoledag er blevet aflyst. Foto: Per Rasmussen
Drama på Slagelse Gymnasium, hvor sidste skoledag er blevet aflyst. Foto: Per Rasmussen

Et traditionsrigt arrangement for sidste skoledag er blevet aflyst på Slagelse Gymnasium.

Arrangementet, der skulle finde sted onsdag, er aflyst, fordi flere gymnasieelever mødte op i alkoholpåvirket tilstand dagen før.

- Det mundede ud i en festlignende situation i spisefrikvarteret, hvor elever dansede og hoppede på bordene, hvoraf et par af bordene tilmed er blevet ødelagt, skriver rektor Lotte Büchert i en meddelelse på gymnasiets hjemmeside.

Fejringen af sidste skoledag skulle have budt på fælles morgenmad, udklædning, nomineringer og eksamenslotteri.

Rektor oplyser, at hun på en morgensamling i sidste uge netop gjorde opmærksom på, at fejringen ville blive aflyst, hvis nogle elever mødte op i beruset tilstand tirsdag.

- Det hører sig ikke til på en skole, at man drikker sig sanseløst beruset i skoletiden. Den skolekultur ønsker jeg ikke på Slagelse Gymnasium, skriver Lotte Büchert.

Formanden for elevrådet på Slagelse Gymnasium, Mathias Stockfleth Pedersen, beklager over for dagbladet Politiken aflysningen.

- Men jeg tror, at når det gik, som det gjorde, så hænger det sammen med, at det altid har været tradition her på gymnasiet, at man fejrede sidste skoledag på selve dagen, hvor undervisningen sluttede, og afholdt en stor fest med middag om aftenen.

- Den tradition har rektor så lavet om til, at sidste skoledag bliver fejret med brunch dagen efter undervisningens afslutning. Men traditioner er svære at ændre, siger Mathias Stockfleth Pedersen.

Elever: Ikke acceptabelt
Aflysningen af sidste skoledag på Slagelse Gymnasium har fået flere af afgangseleverne til at skrive et fælles læserbrev til Sjællandske, hvori de udtrykker deres store utilfredshed med situationen.

Aflysningen betyder, at de ikke får lov til at fejre den traditionsrige sidste skoledag, som blandt andet byder på kåringer, middag og optrædener.

- Vi føler os berøvet for en vigtig tradition, der skaber samhørighed og motivation hos eleverne, da vi i fællesskab begiver os ud på et eventyr på vej frem mod vores videregående uddannelse til, når vi senere skal skabe samfundet, skriver eleverne blandt andet.

Eleverne fortæller også i læsebrevet, at det i mange år har været en tradition, at afgangselverne på Slagelse Gymnasium sidder i 'kollektivet og hygge, hvorefter de danser i Fællessalen: 

- Uheldigvis var rektor uenig med den måde, eleverne gebærdede sig på skolens område, og derfor blev sidste skoledag aflyst.

- Det faktum, at nogle elever ødelægger oplevelsen for alle, hvilket ender ud i en kollektiv straf, er hverken acceptabelt eller retfærdigt, fremgår det i læserbrevet.

Rektor buet ud
Rektor Lotte Bückhert bekræfter til TV2, at eleverne også sidste år havde problemer med at holde sig til reglerne om alkoholforbud forud for sidste skoledag.

Så da en gruppe elever igen i år ikke havde fulgt påbudet, rejste hun sig op i kantinen og erklærede, at sidste skoledag var aflyst. Den udmelding blev mødt af råb og buhen.

- Flere af eleverne var tydeligt berusede, og der lå øl- og shotflasker flere steder. Det var ikke alle eleverne, der var fulde, men mange af dem, der ikke var, fulgte med de andre, siger hun.

146 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere