Elise samlede ind hos lyssky forening: Jeg har dårlig samvittighed

Forening, der har som formål at samle ind til kræftramte børn, mistænkes for fusk

Elise Harritz, der tidligere ringede donationer ind til Foreningen for Danske Kræftramte Børn, er ikke i tvivl om, at det er fup. Billede af Elise indsat på billede af den adresse, hvor foreningens stifter, Mikkel Olsen, har virksomhed. Foto: Anders Brohus/Privatfoto
Elise Harritz, der tidligere ringede donationer ind til Foreningen for Danske Kræftramte Børn, er ikke i tvivl om, at det er fup. Billede af Elise indsat på billede af den adresse, hvor foreningens stifter, Mikkel Olsen, har virksomhed. Foto: Anders Brohus/Privatfoto

Har du oplysninger om 'Foreningen for danske kræftramte børn', eller har du doneret penge til foreningen som privatperson, så kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm takst)

Det lugter langt væk af fup og lyssky metoder, når Foreningen for Danske Kræftramte Børn indsamler donationer hos selvstændige erhvervsdrivende med det tilsyneladende ædle formål at hjælpe kræftsyge børn til en bedre hverdag.

Det mener Robert Hinnerskov, generalsekretær i Indsamlingsorganisationernes brancheorganisation (ISOBRO)

Fyns Politi har modtaget mere end ti anmeldelser af foreningen om mistanke om bedrageri og kører en aktuel efterforskning, ligesom folkene bag den tilsyneladende humanitære organisation på lyssky vis nægter at stille sig frem og fortælle om foreningen og fremlægge, hvor meget de har samlet ind, eller hvad pengene er brugt til.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om foreningen, der er stiftet af Mikkel Olsen, der i strid med sandheden har brystet sig af at have samarbejde med danske børnekræftafdelinger og misbrugt logoer fra blandt andre Tivoli og Cirkus Arena, selv om de ikke har sponseret foreningen.

Og i aften går Operation X så i kødet på foreningen, der trækker spor til Spanien, hvor virksomhederne Quality Call og ML Solutions huserer og ringer donationer ind for foreningen. Operation X antager, ud fra oplysninger fra tidligere ansatte, at virksomheden har ringet flere millioner kroner ind i donationer. Det er uvist, hvad pengene er gået til.

Se også: Advarer mod lyssky indsamling til kræftsyge børn

Programmet kan desuden bringe telefonsælgeres samtaler med danske virksomhedsejere, hvor de eksempelvis siger, at børnene kan komme ind og se en fodboldkamp med fx FC Midtjylland, 'som vi har samarbejde med', hvilket FCM afviser, ligesom en sælger siger:

- Min personlige favorit var jo, at vi fik realiseret, at en lille dreng på kun 12 år, der hedder Jacob, han skal til Japan her lige omkring midten af januar og have behandling mod sin leukæmi i hjernen.

Stifteren af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, Mikkel Olsen, har virksomhed på denne adresse i Odense. Da Ekstra Bladet troppede op for et år siden, ønskede han ikke at tale. Det har ikke været muligt at træffe ham for en kommentar i denne omgang. Foto: Anders Brohus
Stifteren af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, Mikkel Olsen, har virksomhed på denne adresse i Odense. Da Ekstra Bladet troppede op for et år siden, ønskede han ikke at tale. Det har ikke været muligt at træffe ham for en kommentar i denne omgang. Foto: Anders Brohus

Det har ikke været muligt at få verificeret, om den historie er sand.

Elise Harritz arbejdede for Quality Call og ringede tusindvis af kroner hjem til Foreningen for Danske Kræftramte Børn i en måned fra december til januar, før hun begyndte at fatte mistanke til, at foreningen var svindel med syge børn som hjerteløs lokkemad.

Hun begyndte blandt andet at undre sig over, hvorfor historierne om, hvor stor en procentdel af donationerne, der gik til henholdsvis de kræftsyge børn og administrationen, skiftede, ligesom hun netop undrede sig over historien om kræftsyge Jacob, der skulle til Japan og have en leukæmibehandling, som der stod i deres talepapirer.

- Man har aldrig rigtig kunne finde frem til ham Jacob, så det er formentlig ikke rigtigt. Det med at blive løjet for om sådan et følsomt emne, det gjorde rigtig ondt, konstaterer Elise Harritz.

- Du har formentlig været med til at narre penge ud af folk, der ikke er brugt til formålet. Hvordan har du det med det?

- Det er klart, at jeg føler en vis skyldfølelse, især når jeg ser programmet og ser de personer i øjnene, der faktisk er blevet snydt. Bare det med, at jeg har været med til at bruge et så alvorligt emne og alvorlig sygdom. Det ødelægger det for så mange andre gode formål. Jeg har dårlig samvittighed, siger hun.

- Er det også, fordi du inderst inde godt vidste, at det ikke var helt i orden?

- Jeg vidste overhovedet ikke på noget tidspunkt, at det jeg gjorde var rent fup. Lige da jeg fandt ud af det, tog jeg flyet hjem fra Barcelona, siger Elise Harritz.

Ekstra Bladet har forsøgt at kontakte Foreningen for Danske Kræftramte Børn, men røret bliver lagt på. En mail bliver ikke besvaret. De har lagt en reaktion på aftenens Operation X ud på deres hjemmeside.

Sådan gennemskuer du svindel

- Tjek, at der er en kontaktadresse, et telefonnummer og navn på daglig leder

- Er indsamlingen anmeldt til Indsamlingsnævnet, som den skal, hvis den samler ind blandt privatpersoner.

- Er der vedtægter på hjemmesiden

- Er der regnskaber på hjemmesiden eller en angivelse af, at foreningen er så ny, at der ikke er lavet regnskab

- Er der eksempelvis kendte ambassadører, der optræder på hjemmesiden

Kilde: Mette Grovermann, sekretariatschef, ISOBRO

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere