Elskerinde vidnede: Sendte hjerter til Madsen i retten

Deidre King beskriver Peter Madsen som et empatisk og godt menneske

Bliv opdateret på femte dag i Københavns Byret her.

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Peter Madsen og Deidre King har været elskende gennem en årrække, og hun beskrev ham som et helt igennem empatisk og godt menneske, da hun afgav forklaring i retten i dag.

Hun blev siddende i retten efter sin forklaring, og da retsmødet sluttede, formede hun sine hænder som et hjerte, hvilket fik Peter Madsen til at gøre det samme og lægge hånden på hjertet, hvorefter han med hænderne signalerede, at hun skulle skrive til ham.

Da anklageren spurgte Deidre King, hvor lang tid hun har kendt Peter Madsen, svarede hun:

- For mig føles det som livstid, sagde hun og tilføjede, at de nok har kendt hinanden i 12-14 år.

Hun fortalte, at de startede som venner, hvor hun hjalp til med hans projekter, men senere også blev elskende.

På anklagerens spørgsmål, om han har vist interesse for bondage, svarede hun:

- Han har aldrig vist nogen form for interesse for den form for sex med mig nogensinde. Allerhøjst sådan noget med at have bind for øjnene, forklarede hun.

Sex i ubåden
Anklageren ville også vide, om Peter Madsen gav udtryk for, om han var interesseret i s/m.

- Aldrig nogensinde. Hvis det var en dyb fascination, så havde han nok givet mig et klap bagi. Og det har han altså ikke, svarede Deidre King, der fortalte, at hun havde dyrket sex med Peter Madsen i ubåden på et tidspunkt, hvor den lå for kaj.

De havde desuden aftalt, at de skulle sejle ud, den dag hvor ubåden var forsvunden, fredag den 11. august, og lave noget frækt.

Hun vidste godt, at han havde andre elskerinder, men hun sagde, at hun aldrig havde 'blandet sig specielt meget med de andre kvindfolk'.

På anklagerens spørgsmål, om Peter Madsen nogensinde havde indviet hende i, om s/m-sex var noget, at han praktiserede med andre, svarede hun:

- Peter omtalte faktisk, at der var noget mørke, som han ikke helt forstod. Som ikke faldt ham naturligt. i selve fantasien. Han sagde til mig, at han var blevet bedt om at uddele nogle lussinger, som han ikke brød sig om, forklarede hun og sagde, at det var en anden persons fantasi, ikke Peters.

Mens hun afgav forklaring, kiggede Peter Madsen på hende og gav hende også et opmuntrende nik, da hun kom til at virke lidt hektisk.

Hun vurderede, at 40 procent af deres snakke og forhold handlede om sex, og hun fortalte også, at hun vidste, at Peter Madsen på et tidspunkt var i Tyskland for at dyrke sex.

- Han sagde, at han havde været dernede for at deltage i en pornofilm. Det havde været anderledes og sjovt. Men ikke præcis sådan han havde forestillet sig det. Vildere var det heller ikke, forklarede hun det.

På spørgsmålet om, hvorvidt der var noget i ham, der virkede anderledes i tiden op til 10. august, svarede hun:

- Peter virkede glad. Han virkede måske som om, han var lidt på overdrive. Men han var jo under højt pres, og der skete mange ting. Jeg opfattede ikke, at Peter havde det dårligt. Men det kan han jo godt have haft, sagde hun.

1 af 2 Foto: Sonny Windstrup
2 af 2 Deidre King har tidligere talt med Ekstra Bladet om sit bekendtskab med Peter Madsen. Foto: Kenneth Meyer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere