Emilie Meng-sagen: 48-årig kvinde aflyttede nabo ulovligt

Retten i Næstved finder dog ikke, at 48-årig kvinde skal straffes for at fjerne mursten og sætte aflytningsudstyr op rettet mod person, hun mistænkte for at holde kvinde tilbageholdt

Emilie Meng forsvandt 10. juli ved Korsør Station. Foto: Privat
Emilie Meng forsvandt 10. juli ved Korsør Station. Foto: Privat

En 48-årig kvinde er fredag kort efter middag blevet dømt skyldig i uberettiget at have aflyttet sin nabo Finn Petersen, som hun mistænkte for at have noget med 17-årige Emilie Mengs forsvinden at gøre.

Men kvinden skal til gengæld ikke straffes.

Det har en domsmandsret ved Retten i Næstved netop besluttet.

Kvinden sad anklaget for at have aflyttet Finn Petersen over en periode på flere måneder fra august 2016. Hun havde opsat aflytningsudstyr i huller i en mur ind til sin nabo på Tårnborgvej i Korsør. Hun havde anvendt en mobiltelefon og en mikrofonoptager til formålet.

Kvindens optagelser førte til, at politiet ved flere lejligheder ransagede hos Finn Petersen. Dog uden at finde noget mistænkeligt.

Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse 10. juli 2016. Den 17-årige piges lig blev fundet knap et halvt år senere. Hendes morder er aldrig blevet fundet.

Når kvinden ikke skal straffes, skyldes det, at politiet ved flere lejligheder havde mulighed for at fortælle kvinden, at hun skulle stoppe med sine optagelser, fordi det kunne være ulovligt. Det gjorde politiet ikke. Retten lagde afgørende vægt på det forhold.

Emilie Mengs lig blev fundet 26. december 2016 ved en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup. Cirka 100 kilometer fra Korsør. Foto: Per Rasmussen
Emilie Mengs lig blev fundet 26. december 2016 ved en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup. Cirka 100 kilometer fra Korsør. Foto: Per Rasmussen

Det kom frem i retten, at den 48-årige fik mistanke om, at noget var galt hos naboen, da hun røg en cigaret i sin garage i begyndelsen af august 2016. Her hørte hun ifølge sin forklaring i retten en kvindestemme råbe 'nej, nej, nej'.

Huset i Korsør blev ransaget fem gange af politiet, fordi en nabo mente, at Emilie Meng blev holdt fanget i huset. Arkivfoto: Per Rasmussen
Huset i Korsør blev ransaget fem gange af politiet, fordi en nabo mente, at Emilie Meng blev holdt fanget i huset. Arkivfoto: Per Rasmussen

Siden stod hun på samme sted med sin kæreste. De hørte et kvindeskrig. Og det fik kvinden til at sætte aflytningsudstyr op. I første omgang med sin mobiltelefon. Siden med mere professionelt udstyr, som hun fik udleveret fra en privatdetektiv, som Emilie Mengs familie havde hyret.

Optagelserne var af tvivlsom karakter. Men det kom frem i retten, at også betjente ved gennemlytning fik opfattelsen af, at en kvindestemme kunne høres.

Finn Petersen var også mødt op i retten. Han krævede en erstatning på 75.000 kroner.

- At man føler, at nogen har prøvet at finde ud af, hvad sker i mit private hjem, er simpelthen forfærdligt. Forestil dig, at nogen har forsøgt at finde ud af, hvad der sker inde i jeres hjem, sagde Finn Petersen i retten, da hans bistandsadvokat Steen Djurtoft stillede ham et par spørgsmål.

Den 48-årige kvinde modtog dommen.

Skærm

Hent flere
Hent flere