En død i vulkanudbrud på italiensk ø

En stor askesky indhyller den italienske ø Stromboli, hvor et vulkanudbrud har skabt frygt

Så voldsomt så det ud, da vulkanen gik i udbrud. Video: AP

Mindst én person har mistet livet under et vulkanudbrud på den italienske ø Stromboli onsdag.

En turist døde, da vedkommende var på vej ad en af de stier, der fører til vulkanens top, da udbruddet skete. Det oplyser borgmesteren i byen Lipari til det italienske nyhedsbureau Ansa.

En anden person meldes kvæstet.

Udbruddet har skabt frygt blandt såvel beboere som turister.

- Det var som at være i helvede på grund af den regn af ild, der kom fra himlen, fortæller Giovanni Longo, der er præst på øen, til italienske nyhedsbureauer.

Et brag fra vulkanen blev efterfulgt af en stor askesky, der blev kastet højt op i luften og spredte sig ud over øen onsdag eftermiddag, oplyser øjenvidner og eksperter. 

- Vi så eksplosionen fra hotellet. Der lød et højt brøl, fortæller Michela Favorito, der arbejder på et hotel tæt ved byen Fico Grande på den østlige side af øen.

En britisk turist, der befinder sig på øen Panarea omkring 27 kilometer fra Stromboli, hørte udbruddet.

- Vi vendte os og kunne se en paddehattesky komme fra Stromboli. Alle var i chok. Så begyndte rødglødende lava at løbe ned ad bjerget mod den lille landsby Ginostra, fortæller turisten, Fiona Carter.

Stefano Branca, der er vulkanekspert ved det italienske institut for geofysik og vulkanologi (INGV), fortæller, at der var tale om et relativt sjældent og intenst udbrud.

Vulkanudbruddet har forårsaget enkelte brande på den vestlige del af Stromboli, oplyser redningsmandskab. 

Stromboli ligger nord for Sicilien.

1 af 2 Foto: MARIO CALABRESI/Ritzau/scanpix
2 af 2 Vulkanen Stromboli er i udbrud. En person er død. Foto: Ritzau/scanpix

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere