En halv million bier er blevet brændt ihjel i USA

Biforening udlover en dusør til den, der kan finde de ansvarlige, som har sat ild til flere bistader i Texas

En halv million bier er blevet slået ihjel i USA efter en ildspåsættelse.

Politiet leder nu efter de personer, der bevidst har sat ild til flere bistader i byen Alvin syd for Houston.

- Vi kigger på 500.000 til 600.000 bier, der er blevet ødelagt i deres miljø, siger Steve Breckmann, der sælger bier og stader, til CNN.

Ødelæggelserne blev opdaget lørdag af en politibetjent fra det lokale politi i amtet Brazoria.

Her fandt han også, at flere af staderne var blevet smidt i en dam tæt på.

Bistaderne var ejet af Brazoria County Beekeepers Association.

I et opslag på Facebook skriver foreningen, at den udlover en dusør til den, der finder de ansvarlige.

- Det er slemt nok at tænke på, at det her kan ske i nutidens verden, men at smadre dem og sætte ild til dem overgår enhver fatteevne, skriver foreningen.

Dusøren lyder på 1000 dollar svarende til 6600 kroner.

Derudover udlover den lokale forening, der bekæmper kriminalitet via anonyme tip, Brazoria County Crime Stoppers, en dusør på 5000 dollar. Det svarer til omkring 33.000 kroner.

Steve Brackmann påpeger, at bierne har en meget stor betydning for miljøet.

- Tomater, squash, vandmelon. Bier bestøver dem. Så hvis bierne ikke gør det, får du nul grøntsager, og så får vi tæt på nul grøntsager i butikkerne, siger han ifølge CNN.

Ødelæggelserne af bistader kommer til at koste mange tusind dollar, oplyser politiet.

Foreningen skriver, at bistaderne var lavet for folk, der havde biavl som hobby, og for at øge befolkningens bevidsthed om bier.

På Facebook har foreningen lagt flere billeder op af de nedbrændte bistader.

Foreningen anslår, at omkring 20 bistader og 24 bikolonier er blevet ødelagt.

Der er blevet indsamlet knap 15.000 dollar i donationer i skrivende stund til at genetablere bistaderne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere