En person dræbt af brand i lejlighed

En person er brændt inde og afgået ved døden efter en brand i en lejlighed

Video: Kenneth Meyer

En lejlighed på Østerbro i København står i flammer, og det har kostet en person livet.

Det bekræfter Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

- Der er en person, der er brændt inde, og som nu er død, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen..

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke afsløre den afdødes identitet, da de pårørende endnu ikke er underrettet.

- Det bliver først i morgen tidligt, da det kan blive svært at komme i kontakt med de pårørende på det her tidspunkt af døgnet, siger vagtchefen lidt over midnat natten til tirsdag.

Anmeldelsen om branden modtog politiet klokken 23.31.

Årsag ukendt
Politiet ved endnu ikke, hvad der udløste branden.

- Vi kan ikke sige noget om årsagen før tirsdag. Vi skal have nogle teknikere på sagen, siger Michael Andersen.

Ifølge politiet er branden nu under kontrol.

- Det brænder stadigvæk, men det lød ikke som, at der var panik på, siger vagtchefen.

Ekstra Bladets mand på stedet kan bekræfte, at branden er stilnet af, og at brandvæsenet ser ud til at være i kontrol.

Politiet har spærret området af og vil nu fokusere på at få underrettet de pårørende.