En person er omkommet under brand i lejlighed

Fyns Politi oplyser, at identiteten på den afdøde person endnu ikke kan fastslås

En person er omkommet under en brand på 1. sal i en lejlighed i Odense. (Foto: Googlemaps)
En person er omkommet under en brand på 1. sal i en lejlighed i Odense. (Foto: Googlemaps)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

En person er død under en brand i en etageejendom på Paaskeløkkevej i Odense natten til mandag.

Det oplyser Fyns Politi på twitter.

Branden blev meldt til politiet klokken 3.02, og da politi og brandvæsen ankom, kunne det konstateres, at ilden var opstået i en lejlighed på 1. sal i den tre etager høje bygning.

- Der er tale om en voksen person. Men ellers kan jeg ikke sige yderligere. Vore teknikere er på vej til stedet og skal til at arbejde med at få identificeret den afdøde person, ligesom de skal lede efter en brandårsag, siger vagtchef Hans Frederiksen til Ekstra Bladet.

Det har ikke været nødvendigt at evakuere andre personer fra lejlighedskomplekset.

Branden var gået ud og havde ikke bredt sig til andre lejligheder.

- Typisk sker der det, at når en brand opstår i et lukket rum, så kan ilden gå ud af sig selv. Det var det, der var tilfældet her, siger vagtchefen.

I lejligheden blev der fundet en person, der var indebrændt, og som blev erklæret død på stedet. Det er endnu ikke lykkedes at få identificeret den afdøde.

Umiddelbart er der ikke tegn på en forbrydelse, oplyser politiet.