En uge efter skud-drab: Massiv efterforskning

Det er en uge siden, at en endnu ukendt drabsmand rettede to skud mod den 31-årige Nedim Yasars hoved

Foto: Jacob Jørgensen
Foto: Jacob Jørgensen

I aften er det en uge siden, at den 31-årige Nedim Yasar blev skudt i en bil nær Hejrevej 30 i København Nordvest og senere afgik ved døden på Rigshospitalet.

Endnu er ingen anholdt i sagen.

Efter Nedim Yasar blev skudt kort efter klokken 1930 mener politiet, at den mørkt-klædte drabsmand forsvandt til fods ad Hejrevej, Glentevej og til venstre ad Vibevej.

- Vi har siden drabet været massivt i gang med at efterforske sagen og følger alle spor, der måtte være. Vi afhører stadig folk og undersøger potentielle flugtruter. Vi vil endnu ikke lægge os helt fast på, hvordan og i hvilken retning, gerningsmanden er forsvundet. Det kan der stadig være lidt usikkerhed om, siger politiinspektør Torben Svarrer til Ekstra Bladet.

To udbrændte biler, der blev fundet på den københavnske vestegn, samme aften som Nedim Yasar blev skudt, har haft drabs-efterforskernes interesse.

- Vi har ikke fået alle de endelige svar fra undersøgelserne af de to biler, men vi er meget sikre på, at den ene ikke er interessant for vores sag, og vi er tvivlsomme overfor om den anden bil har noget at gøre med denne sag, siger Torben Svarrer.

Skudt to gange
Nedim Yasar blev skudt to gange gennem sideruden på den grå Citroen, han netop havde sat sig ind i. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev han skudt i hovedet.

Bilen med Nedim Yasar kørte tværs over vejbanen og påkørte to biler på den anden side af gaden og stoppede med brummende motor med den hårdt sårede 31-årige bag rattet.

Nedim Yasar var radiovært i programmet Politiradio på Radio 24/7 og havde tidligere været bandeleder og haft et liv præget af kriminalitet. Det var et liv, han lagde bag sig, og som han blandt andet skildrer i bogen  'Rødder', som netop er udkommet, skrevet af journalist Marie Louise Toksvig.

Bogens udgivelse blev fejret mandag aften i sidste uge med receptionen på Hejrevej, der altså endte fatalt med skuddrabet.

Efter de retslægelige undersøgelser af den dræbte i sidste uge blev Nedim Yasar stedt til hvile på Den Muslimske Gravplads i Brøndbyøster i lørdags.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere