Englænder kørte i forkert vejbane: En dræbt

To personbiler er kørt sammen nær et vejkryds i Skovlunde

En ung kvinde er omkommet, efter at en engelsk bilist kørte i den forkerte side af vejen. Video: Kenneth Meyer

To biler er torsdag aften kørt frontalt sammen på Ballerup Boulevard i Skovlunde. En ung kvinde er afgået ved døden.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Der er tale om to biler, en Toyota Aygo og en BMW, der er kørt frontalt sammen på Ballerup Boulevard lige efter Åbyvej i retning mod byen, siger vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi over for Ekstra Bladet.

Ballerup Boulevard er på strækningen adskilt af en midterrabat, hvorfor den ene bil altså er kommet over i den forkerte vejbane uden mulighed for at komme væk.

Ifølge politiet var det BMW'en, der var kommet på afveje, da den blev ført af en englænder, som altså er vant til at køre i venstre side af vejen.

- Bilen er sandsynligvis kommet til at svinge til venstre et sted, hvor der er venstresving forbudt, og dermed kommet til at køre mod færdselsretningen, siger Peter Grønbek til Ritzau.

Der var to 21-årige kvinder i Aygo'en. Den ene af kvinderne, der var passager i bilen, er blevet dræbt, mens føreren er bragt svært tilskadekommet på Rigshospitalet, oplyser Peter Grønbek til Ekstra Bladet.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Føreren af BMW'en, en 49-årig englænder, der ikke er bosiddende i Danmark, er kommet lettere til skade.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Ulykken skete klokken 20.13, og på grund af ulykken var Ballerup Boulevard spærret i retning mod byen i knap halvanden time. Trafikken kører dog nu igen uden problemer på stedet.

Der er ikke mistanke om påvirkning af alkohol eller lignende, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

De pårørende til den dræbte kvinde er underrettet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere