'Englands Paludan' overfaldet med milkshake

Tommy Robinson har nu fået to milkshakes kastet i hovedet på to dage

Her bliver Tommy Robinsons valgkamp til en slåskamp. Video: AP/Newsflare.

Ligesom vi i Danmark oplever nye yderligtgående højrepartier i fremgang, har man gennem de senere år kunnet konstatere det samme i England.

Hvor det herhjemme især kommer til udtryk gennem såvel Nye Borgerlige ved Pernille Vermund som Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs, har den tidligere hooligan og English Defence League-stifter Tommy Robinson gennem flere år skabt røre i England med sine gadedemonstrationer. Og da han 2. maj var på gaden i byen Warrington, skete det endnu en gang, skriver The Guardian.

Robinson, hvis borgerlige navn er Stephen Yaxley-Lennon, stiller op til europaparlamentsvalget som selvstændig kandidat, og i den forbindelse var han på gaden for at charmere de lokale og hverve stemmer.

Det gik bare ikke efter planen.

Se også: Rasende efter billede: Lad være med at lyve

Robinson endte nemlig i et skænderi med 23-årige Danyal Mahmud, som kastede en milkshake i hovedet på Robinson, hvorefter den håbefulde EU-kandidat tildelte Mahmud adskillige knytnæveslag, mens Robinsons støtter forsøgte at holde ham tilbage.

- Han blev bare ved med at tale til mig, og jeg blev ved med at gå. Jeg var den eneste asiat til stede. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede at tale med ham, hverken foran eller bagved kameraet. Jeg blev irriteret på ham, og en milkshake 'gled' ud af min hånd.

- Jeg havde ingen intentioner om at gøre noget eller reagere på nogen måde. Men han blev ved med at tale. Jeg er lidt rystet og chokeret for at være helt ærlig, fortæller Danyal Mahmud.

'Han var muslim-tilhænger'
- Jeg fik en jordbærmilkshake kastet på mig af en, jeg ikke kender. Jeg tænker selvfølgelig at han er muslim-tilhænger, lyder Tommy Robinsons egen udlægning af hændelsen i en video på det sociale medie Telegram, hvor han også vurderer, at overfaldet var 'politisk motiveret'.

- Men jeg ønsker så meget at vinde det her (europaparlamentsvalget, red.). Ingen mængde slag, milkshakes, angreb eller noget kommer til at stoppe mig, lyder det.

Politiet i Warrington oplyser, at de er opmærksomme på hændelsen, som nu undersøges nærmere.

Tommy Robinson blev også ramt af en milkshake, da han 1. maj var på gaden i byen Bury.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere