Erkender dødsvold: Mand fængslet for drab i Sønderjylland

Blev anholdt i tog få timer efter, at ældre mand var blevet dræbt i lade

Det var i landsbyen Hejsager, at den ældre mand blev fundet dræbt. Foto: Anders Brohus
Det var i landsbyen Hejsager, at den ældre mand blev fundet dræbt. Foto: Anders Brohus

En 40-årig mand er fængslet for drab i Hejsager i Sønderjylland, det oplyser kommunikationsenheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Manden nægter sig skyldig, men har ikke kæret fængslingen.

Han er fængslet i foreløbigt fire uger, oplyses det til Ekstra Bladet.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor vil man ikke kommentere yderligere på sagen. Det gælder også et muligt motiv. Elle, om sigtede og dræbte kender hinanden.

Politiet har dog tidligere meldt ud, at den anholdte kommer fra lokalområdet.

jv.dk fulgte grundlovsforhøret, der blev holdt ved Retten i Esbjerg. Ifølge det sydvestjydske medie erkender den 40-årige dødsvold i fobindelse med sagen.

Det beskrives endvidere, at den sigtede var iført badetøfler og håndjern.

Konkret lyder sigtelsen på, at den 40-årige den 9. oktober på et ikke nærmere angivet tidspunkt i en lade på Småkærvej i Hejsager har slået en ældre mand med en stump genstand, hvorved den ældre mand fik kraniebrud og senere afgik ved døden.

Den 40-årige blev anholdt torsdag aften omkring kl. 18.50, mindre end to timer efter at politiet modtog anmeldelsen om at den ældre mand var blevet fundet død. Men det var i en helt anden sammenhæng.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste torsdag, at manden blev anholdt i et tog på Esbjerg Banegård, fordi han skabte uro i toget.

Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men i forbindelse med efterforskningen af drabet fattede politiet mistanke til den 40-årige mand.

I første omgang lød politiets melding om ligfundet, at der var tale om et såkaldt mistænkeligt dødsfald - man var med andre ord ikke overbevist om, at der var sket en forbrydelse.

Ved mistænkelige dødsfald tilrettelægges efterforskning og sporsikring imidlertid efter på samme måde, som var der tale om et drab, i fald til det viser sig, at en kriminel handling ligger bag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere