Esbjerg Kommune bortviser ansat - mistænkt for at tage 500.000

En ansat hos Esbjerg Byhistoriske Arkiv mistænkes for at have taget 500.000 kroner fra kassen

En ansat hos Esbjerg Byhistoriske Arkiv er blevet bortvist og meldt til politiet.

Gennem syv år skal der være forsvundet omkring 500.000 kroner fra kassen, og den ansatte mistænkes for at have taget pengene.

Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Den ansatte har blandt andet haft ansvar for en fysisk kasse og indleveringen af kontanter i banken. Pengene skal være forsvundet mellem 2013 og 2020.

Arkivet blev opmærksom på sagen, da en kreditor kontaktede arkivet.

Efterfølgende har kommunens økonomiafdeling gennemgået regnskaberne.

- Desværre kan vi konstatere, at der løbende er forsvundet mange mindre beløb, som samlet løber op i rigtig mange penge.

- Derfor har vi nu bortvist medarbejderen og givet sagen videre til politiet, siger Ulla Visbech, der er chef for Kultur & Pædagogik i kommunen, som Esbjerg Byhistoriske Arkiv hører under, i en pressemeddelelse.

For at undgå en lignende sag i fremtiden er der nu ved at blive lavet en ny procedure for håndteringen af arkivets økonomi.