Et år efter skandalen: Nu jagter de den mystiske Ibiza-kvinde

Politiet intensiverer lige nu jagten på Ibiza-kvinden, der var et af omdrejningspunkterne i skandalen, der førte til sammenbruddet af regeringskoalitionen ÖVP og FPÖ i Østrig

De østrigske myndigheder har offentliggjort syv billeder af den russiske lokkedue. Foto: Bundeskriminalamt.
De østrigske myndigheder har offentliggjort syv billeder af den russiske lokkedue. Foto: Bundeskriminalamt.

Hvem er denne kvinde?

Det spørgsmål jagter de østrigske myndigheder stadig svar på et år efter Ibiza-skandalen sidste år.

Men de er stadig på bar bund, og derfor beder de nu offentligheden om hjælp

Det østrigske Bundeskriminalamt har gennemgået 12 timer, 32 minutter og 38 sekunders optagelse, men de jagter stadig oplysninger om den mystiske kvinde med aliaset Alyona Makarov.

Det håber de, at befolkningen kan hjælpe med, men hvorfor er hun så interessant?

Skandalen startede på Ibiza i 2017, hvor vicekansler i Østrig og partiformand for FPÖ, Heinz-Christian Strache nød sin ferie i det spanske øparadis. Så længe det varede.

Ibiza-videoen
I maj 2019 blev en video offentliggjort fra en villa på Ibiza, der ændrede alt. Her ses det, hvordan Heinz-Christian Strache tilbød statslige kontrakter til en smuk udenlandsk kvinde, der udgav sig for at være niece til en russisk oligark.

Hun var villig til at sponsorere partiet, hvis FPÖ kunne love statslige opgaver, hvis partiet vandt magten ved valget senere på året. Derudover blev der diskuteret en mulig overtagelse af den østrigske avis Kronen Zeitung.

De østrigske myndigheder har offentliggjort syv billeder af den russiske lokkedue. Foto: Bundeskriminalamt.
De østrigske myndigheder har offentliggjort syv billeder af den russiske lokkedue. Foto: Bundeskriminalamt.
 

Det hele var en fælde, og offentliggørelsen af den skandaløse video betød, at korthuset væltede for den østrigske politiker.

Heinz-Christian Strache undskyldte og forklarede det med, at der var tale om kådhed i en alkoholrus. Men skaden var sket, og han måtte trække sig.

Lokkeduen
Det er fortsat uklart, hvad baggrunden for at lokke Heinz-Christian Strache i baghold var.

Derfor håber politiet nu på at kunne finde frem til lokkeduen. Ibiza-kvinden skal findes.

'Fra et kriminelt politisynspunkt håber man, at dette giver mere detaljerede oplysninger om baggrunden for produktionen og forberedelsen af ​​'Ibiza-videoen', skriver politiet.