Et liv med lig: - Forvrænget billede af virkeligheden

Hans Petter Hougen har set livets skyggesider efter 30 år som retsmediciner - og hjulpet Lars von Trier med flere drab

Hans Petter Hougen har været helt tæt på livets skyggesider i sit liv som retsmediciner. Foto: Tariq Mikkel Khan
Hans Petter Hougen har været helt tæt på livets skyggesider i sit liv som retsmediciner. Foto: Tariq Mikkel Khan

Det kan være en lille detalje, der afslører, om et selvmord i virkeligheden er et camoufleret drab, eller en tilsyneladende naturligt død skyldes en ulykke.

Og med 30 års erfaring som retsmediciner i blandt andet Danmark, USA og Thailand, hvor Hans Petter Hougen har obduceret flere tusinde ofre, har han set det meste.

Han har nu udgivet erindringsbogen ’Uden for skinner solen’ om sit begivenhedsrige liv.

’Udenfor skinner solen – en retsmediciners erindringer’ udkommer 23. august på Forlaget Lindhardt og Ringhof. Foto: Tariq Mikkel Khan
’Udenfor skinner solen – en retsmediciners erindringer’ udkommer 23. august på Forlaget Lindhardt og Ringhof. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Her er historien om manden, der lå død for enden af trappen uden synlige skader.

Den oplagte forklaring var, at han var faldet, men obduktionen afslørede to små stiklæsioner i hver side af ryggen.

Han fortæller også om manden, der blev fundet død på et bondage-kors med hænderne bundet i det, der først lignede et brutalt drab. Det blev nedskaleret til en ulykke, fordi manden var kommet til at kvæle sig selv under en onanileg.

For retsmedicineren er det en faglig tilfredsstillelse at være med til at finde en brik til puslespillet, der ændrer konklusionen.

– Man begynder et sted, og så viser det sig, at det ikke er, som det ser ud. ’Hun var ikke indebrændt, hun var faktisk kværket, inden der blev sat ild til huset’. Det, har jeg altid syntes, har været en spændende udfordring, siger Hans Petter Hougen.

Men det har også været et liv, hvor han er konfronteret direkte med ondskab og livets skyggesider. Når han eksempelvis har undersøgt torturofre eller obduceret dræbte og druknede børn.

Livets skyggesider
– Jeg har nogle gange tænkt, om det er det værd? Jeg kunne være blevet plastikkirurg og løftet bryster og gjort hofter smallere og tjent masser af penge, siger retsmedicineren, der altid er nået frem til, at han havnede det rigtige sted.

– Jeg ved, at det, jeg har beskæftiget mig med, er et forvrænget billede af virkeligheden koncentreret om livets skyggesider. Det er det, der har gjort mig mere opmærksom på solsiden.

– Det har gjort mig opmærksom på dagligt, at vi alle har en udløbsdato. Der er to dokumenter, som er de vigtigste her i livet. Det er fødselsattesten og dødsattesten, som vi alle får på et eller andet tidspunkt. Jeg ved, at jeg ikke lever evigt, siger Hans Petter Hougen, der nu er gået på pension.

Hans Petter Hougen er her for en stund tilbage på obduktionsstuen på Bispebjerg Hospital, hvor han startede sin karriere. Siden arbejdede han flere år på Retsmedicinsk Institut i København. Foto: Tariq Mikkel Khan
Hans Petter Hougen er her for en stund tilbage på obduktionsstuen på Bispebjerg Hospital, hvor han startede sin karriere. Siden arbejdede han flere år på Retsmedicinsk Institut i København. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Hjalp von Trier med drab
Hans Petter Hougens erfaring fra utallige gerningssteder og et hav af obduktioner, har også ført ham ind i bøgernes og filmens verden som konsulent.

Her har han blandt andet hjulpet krimiforfattere som Jesper Stein, Anne Mette Hancock og Øbro & Tornbjerg med realistiske beskrivelser af drab.

– Det var sådan noget med, at her skal der være mere blod for, at det er realistisk. Her skal det tones ned. Og her ser det ikke sådan ud, hvis man er skudt på den måde, fortæller han.

Han blev også kontaktet af Zentropa, der spurgte, om han ’kunne være behjælpelig med nogle drab’ i forbindelse med filmen ’The House That Jack Built’.

Her mødte han Lars von Trier i et stort sommerhus hos Zentropa i Filmbyen i Hvidovre, hvor der på de hvide vægge var tegnet en tidslinje med sort tusch med nedslagspunkter, hvor der var drab.

Faglig glæde
Her talte de om deres bedstemødres fiskefrikadeller, samtidig med at de diskuterede detaljer om forskellige drab.

Da første råklip af filmen var klar, sad Hans Petter Hougen klar i en biografsal hos Zentropa med blok og blyant og skrev kommentarer ned for hvert drab.

– Jeg kan specifikt huske et drab på en kvinde, der blev dræbt med en donkraft i gerningsmandens bil. Her var der for lidt blod, siger retsmedicineren, der var imponeret over Lars von Trier.

– Den kørte virkelig hurtigt. Så det var meget sjovt. Desværre kunne jeg ikke være med til premieren, fordi jeg var ude at rejse, siger han.

Han er glad for, at hans faglige viden også kan bruges i fiktionens tjeneste.

– Det glæder mig, hvis det, der kommer ud af det, er rigtigt rent retsmedicinsk. Det irriterer mig, hvis jeg læser en krimi og tænker, at det overhovedet ikke kan passe. Så sidder jeg og hopper irriteret i sofaen, siger han.

’Udenfor skinner solen – en retsmediciners erindringer’ udkommer 23. august på Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere