Et skelsættende vendepunkt: Klar til videoovervågning i Pusher Street

Christiania har i et brev til politidirektør Thorkild Fogde oplyst, at man ikke vil modsætte sig videoovervågning i Pusher Street

Hør mere om sagen her

Christiania har i et brev til politidirektør Thorkild Fogde oplyst, at man ikke vil modsætte sig videoovervårning i Pusher Street.

Hos Københavns Politi kalder politidirektør Thorkild Fogde udmeldingen for 'skelsættende', og han anser det som et 'vendepunkt' i Christianias historie.

Dannie Rise fra Task Force Pusher Street siger til et pressemøde i Københavns Politigård, at processen om at opsætte videoovervågning allerede er gået i gang, men han kan ikke oplyse en præcis dato.

Tiltaget omfatter desuden belysning på Pusher Street og rydning af indgange, så der er 'fri adgang' for politiet, samt indkørselsforbud for taxaer i Prinsessegade.

FAKTA: Christiania vil opfylde fire ønsker fra politiet

I et brev til politidirektør Thorkild Fogde har Fonden Fristaden Christiania meddelt, at christianitterne vil imødekomme en række ønsker fra politiet.

Fonden ejer området og lejer bygningerne ud til christianitterne. Samtidig er fonden den juridiske person, som repræsenterer indbyggerne på Christiania i de tilfælde, hvor det måtte være nødvendigt.

Her er ønskerne, som fonden vil imødekomme.

  • Forbedring af politiets adgang til Christiania.

Politiet ønsker uhindret adgang til Christiania for patrulje, ambulancer og brandvæsen. I øjeblikket blokeres nogle adgangsveje af sten.

Christianitterne vil fortsat forhindre, at uvedkommende færdsel kan ske på området, men man er lydhør over for at lave tekniske installationer - for eksempel pullerter - som kan sikre en uhindret adgang for politi, ambulancer og brandvæsnet. Pullerterne skal udstyres med koder, som politi og redning skal kende.

  • Etablering af belysning.

Christiania vil gerne drøfte, hvordan belysningen på strategiske steder på Christiania kan øges. Dog skal det ske i respekt for de gældende fredningsbestemmelser på området.

  • Etablering af midlertidig videoovervågning.

Christiania vil ikke modsætte sig, hvis politiet etablerer en overvågning af Pusher Street. Dog bemærker christianitterne, at man ud fra et retssikkerhedsmæssigt standpunkt generelt er imod overvågning. Og man advarer om, at en øget overvågning vil kunne føre til, at nogle vil vælge at maskere sig.

  • Indkørselsforbud for taxaer i Prinsessegade.

Christiania har ingen indvendinger over for ønsket om at stoppe for taxakørsel til Prinsessegade, som er den mest almindelige adgangsvej for besøgende til fristaden.

Fonden foreslår, at politiet i en periode konsekvent udskriver bøder til taxaer, som overtræder et indkørselsforbud.

Kilder: Fonden Fristaden Christiania

Ikke permanent
Den nye udmelding fra Christiania kommer oven på flere fællesmøder, der er blevet afholdt i løbet af ugen, hvor de har diskuteret, hvordan de skulle forholde sig til situationen i Pusher Street.

På et fællesmøde i går aftes samledes christianitterne i biografen Byens Lys på fristaden. Her har de besluttet, at komme med en udmelding. 

- Vi accepterer, at der kommer midlertidig videoovervågning af Pusher Street, som det er nu. Men det er ikke noget, vi vil have permanent, vi vil selvfølgelig ikke overvåges, siger Kirsten Larsen fra Christianias pressenenhed.

Læs korrespondancen mellem Fonden Fristaden Christiania og Københavns Politi her (dokument åbner i nyt vindue).

Nye toner efter skyderi
De nye toner fra christianitterne kommer efter, to betjente og en civil onsdag den 31. juli blev skudt af en pusher på fristaden.

Skyderiet skete på Fredens Ark, da to civile betjente forsøgte at anholde den 25-årige Mesa Hodzic, der var på vej ud fra fristaden.

Den ene af de to betjente blev ved episoden skudt i hovedet og ligger fortsat i koma.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen