Får livstid for Tinderdate-drab på backpacker

22-årige Grace Millane forsvandt i 2018 under en rejse i New Zealand efter at have mødt en mand på Tinder

Grace Millane. Foto: Shutterstock
Grace Millane. Foto: Shutterstock

En 28-årig mand er blevet idømt fængsel på livstid for drabet på en kvindelig, britisk backpacker i New Zealand i 2018.

Det har højesteret i Auckland i New Zealand afgjort fredag lokal tid.

Den dømte mand fra New Zealand skal således tilbringe mindst 17 år bag tremmer.

22-årige Grace Millane forsvandt den 1. december 2018, da hun rejste rundt i New Zealand efter et endt universitetsophold. Manden blev dømt for drabet den 22. november sidste år, men får først sin straf nu.

Den dømte mand mødte Grace Millane gennem datingappen Tinder, da hun var i gang med sin rygsækrejse gennem landet.

De mødtes til et par drinks på hendes 22-årsfødselsdag og tog senere hjem til mandens lejlighed i Auckland.

Flere dage efter fandt politiet Grace Millanes lig i en grav ude i en skov i bjergområdet Waitakere Ranges tæt på Auckland.

Den dømte mand erkendte, at Grace Millane døde i hans lejlighed, men erklærede sig uskyldig i drab.

Hans advokater argumenterede i retten for, at hun døde under samtykkende samleje.

Grace Millanes advokater pegede modsat på, at hun døde af strangulering.

I retten kom det også frem, at den dømte mand havde taget intime billeder af Grace Millanes krop efter drabet. Ifølge dommeren var det et bevis på, at drabet ikke var sket i panik.

Herefter bragte manden Grace Millanes lig ud af lejligheden i en kuffert og begravede det.

Til det britiske medie Mirror siger Grace Millanes mor, at hun vil savne sin datter, til den dag hun selv dør.

- Grace var ikke bare min datter, hun var min bedste veninde, siger Gillian Millane.

I retten læste Gillian Millane en besked op via en videoforbindelse direkte henvendt til drabsmanden.

- Hun døde bange og alene i et rum med dig. Den smerte hun må have oplevet i dine hænder.

- Som mor ville jeg have gjort alt for at have byttet plads med hende, sagde Gillian Millane i videobeskeden ifølge det newzealandske medie New Zealand Herald.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, deltog i en mindehøjtidelighed for Grace Millane efter dødsfaldet.

Her ses Grace Millane på vej op på hotelværelset med manden, der få timer senere slog hende ihjel. Foto: Overvågningsbillede
Her ses Grace Millane på vej op på hotelværelset med manden, der få timer senere slog hende ihjel. Foto: Overvågningsbillede