Faderen i Vejen-sagen: Jeg er under falske beskyldninger

I retten fortæller faderen blandt andet, at det er de to ældste børns skyld, at hele sagen kører

RETTEN I ESBJERG (Ekstra Bladet): Et forældrepar blev i dag afhørt i sagen om groft seksuelt misbrug og grov vold mod fire børn i familien begået i perioden fra 1987 til 1994.

Og de to lagde ikke skjul på, at der havde været store problemer i familien.

Faderen drak, og moderen havde i en periode et hash-misbrug. Derfor blev der på et tidligt tidspunkt tilkoblet en dame fra kommunen, som jævnligt besøgte familien.

- Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men hun snakkede hele tiden om sex og skulle spørge børnene om alle mulige spørgsmål. Hun havde kun sex på hjernen, fortæller faderen.

Men ifølge faderen var det ikke kun damen fra kommunen, som havde sex på hjernen. Det havde børnene også.

Børnene var 'perverse'
Udover problemerne med misbruget er forældrene enige om, at de to ældste børn, dem, som kun moren er biologisk til - voldte store problemer i familien. Ifølge forældrene var de ikke til at styre og udenfor alt fornuft.

Moderen beskriver blandt andet, hvordan den ene på et tidspunkt kastede en køkkenkniv efter hende.

- Det gik tit galt, hvis de ikke fik deres vilje, forklarede moren.

Det er også dem, der ifølge forældrene er grund til hele sagen. 

- De vil have hævn over ham (red. faderen). De har aldrig kunne lide ham, fordi han nogle gange har sagt stop til dem, hvis de har været flabede. Hun (red. den ældste datter) så ham gerne i et enkeltværelse med låg. Hun har nok bestukket de andre børn til at fortælle, hvad de har sagt.

Faderen lagde heller ikke skjul på, at der ikke var et særlig godt forhold mellem ham og de to ældste børn, og moderen kaldte i retten datteren for pervers. 

Hvorfor de to yngste børn også er kommet med beskyldninger om ualmindelige grove seksuelle overgreb, forklarede forældrene igen med de to ældste børn. 

- Hun (den ældste datter, red.) har bestukket dem. Hun har også flere gange truet mig. Hun vil gøre alt for at få hævn. Det er, hvad det hele drejer sig om - hævn og penge, fortæller faderen.

Gennem børnenes opvækst har familien boet flere forskellige steder - både sammen med begge forældre, men også med forældrene hver for sig. På et tidspunkt tog moderen blandt andet de tre ældste børn med på krisecenter efter at have fået 'et par på hovedet' af sin mand.

- Det var fordi, vi var i byen sammen, og jeg kom til at snakke med en anden mand. Det var min egen skyld, da jeg burde vide, at man ikke skal provokere en mand, når alkoholen er indtruffet, forklarede moren i retten.

- Jeg elsker ham (faderen, red.), og jeg vil gøre alt for ham, fortæller hun senere i afhøringen. 

Søgt på internettet
På en computer fundet i parrets hjem i forbindelse med anholdelsen i juni 2017, fandt politiet en søgehistorik på Google, som omhandler 'mor og søn-sex', familieporno og bedsteforældreporno.

Da moderen bliver spurgt ind til denne, fortæller hun, at det er hende, som har søgt på det første, men benægter at have søgt på det andet.

- Jeg søgte fordi, jeg på et tidspunkt skulle snakke med politiet, da han (red. sønnen) havde beskyldt mig for at have pillet ved ham. Jeg ville se, hvad det var for noget, jeg var beskyldt for.

- Jeg har ikke søgt på det andet, og jeg ved ikke, hvem der har gjort det.

Også faderen benægter at have søgt på computeren.

- Jeg kan ikke engang finde ud af tænde en computer, siger han til anklageren.

Børnene blev anbragt udenfor hjemmet, da den ældste var omkring ni og den yngste omkring fem. Siden har forældrene haft meget lidt kontakt til dem.

Onsdag skal de to ældste børn afhøres for lukkede døre. Senere i marts måned skal de to yngste afhøres.

Det er i alt 17 forhold om grov vold og seksuelt misbrug af børn under 12 år, som forældreparret er tiltalt for. De nægter sig skyldige.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere