Fældet af betjent: Flugtfange kæmper for livet

David Sweat er i kritisk tilstand, efter han blev skudt af politiet søndag aften

David Sweats tre uger lange springtur fra fængslet fik en brat ende, da betjenten Jay Cook så en mistænkelig mand nær ved den canadiske grænse.

Da betjenten råbte den famøse flugtkonge an, stak han af, men efter en hovedløs flugt blev den ubevæbnede morder fældet af to skud.

David Sweat er nu indlagt på hospitalet i Albany, skriver nyhedsbureauet AP, hvor lægerne kæmper for hans liv. I mens venter de betjente, der var med i den tre uger lange jagt, på, om flugtkongen nogen sinde kommer til bevidsthed igen, så han kan fortælle, hvordan det lykkedes ham at stikke af og være på fri fod i så lang tid.

- Han kom straks ind på akut-afdelingen. På dette tidspunkt er hans tilstand kritisk, og han er på en sikker afdeling, siger en talsmand fra hospitalet på en pressekonference ifølge Reuters.

Den dømte morder stak af fra fængslet den 6. juni sammen med Richard Matt, der blev dræbt af politiet i fredags. Men nu er jagten slut, og de 1300 betjente, der søgte efter de to farlige kriminelle i de nordlige dele af New York har fuldført deres arbejde.

- Mareridtet er endelig slut, sagde guvernør Andrew Cuomo på en pressekonference søndag.

Fandt værktøjskasse bag cellemur
David Sweat har sammen med Richard Matt været på flugt i 22 dage fra det topsikrede fængsel. Myndighederne har intenst efterforsket, hvordan det lykkedes de to fanger at slippe fri, hvorfra de fik værktøj, og hvem de har fået hjælp fra.

Pt. sidder en kvindelig fængselsmedarbejder fængslet for at have hjulpet de to mordere. Blandt andet fik hun smuglet værktøj ind i fængslet gemt i frossent kød. En mandlig fængselsbetjent er også fængslet efter han er sigtet for at have skaffet dem kort og undladt at lade smuglervarerne passere gennem en metaldetektor.

Søndag offentliggjorde politiet flere oplysninger om efterforskningen. Blandt andet, at fangerne fik smuglet nedstrygere ind i det omtalte kød - som var frosne hamburgere. Det var ved nedstrygernes hjælp, at de fik lavet hul i cellevæggen og fik adgang til underjordiske gange og varmekanaler. Det var også her, at de fandt en efterladt værktøjskasse.

- De fik åbnet værktøjskassen og kunne derfor bruge det værktøj, der var her til at arbejde videre og komme via kloakdækslet, forklarede Cuomo, der desuden beskrev hele fangeflugten som bedre end et filmmanuskript.   

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere