Fældet af dna-beviser efter 30 år: Nu er han dømt

En i forvejen livstidsdømt voldtægtsforbryder har fået en ny dom, efter at han har erkendt to voldtægter

53-årige Michael Chandler, der afsoner en livstidsdom, er blevet dømt for to yderligere tilfælde af voldtægt. Politifoto.
53-årige Michael Chandler, der afsoner en livstidsdom, er blevet dømt for to yderligere tilfælde af voldtægt. Politifoto.

Den 53-årige voldtægtsforbryder Michael Chandler er mandag blevet dømt for to voldtægter, han begik for mere end 30 år siden.

Det oplyser politiet i London i en pressemeddelelse.

Chandler, der i forvejen afsoner en livstidsdom, blev påny idømt livsvarigt fængsel med krav om, at han skal afsone mindst fem år.

Den nu 53-årige brite begik i årene 1985 til 1987 en stribe af bestialske voldtægter, der førte til, at han i 1988 stod ansigt til ansigt med en dommer, tiltalt for ni voldtægter.

Se også: Livstidsdømt sex-forbryder tilstår flere voldtægter: Fældet af dna efter 30 år

Han endte med at blive frikendt for tre af forholdene, fordi beviserne ikke var stærke nok. Han blev dog alligevel idømt livsvarigt fængsel med et krav om, at han skulle afsone mindst 14 år, før han ville kunne få mulighed for prøveløsladelse.

Her knap 30 år efter er han dog endnu ikke blevet prøveløsladt, og med den nye dom i baghånden går der altså yderligere nogle år, før det kan komme på tale.

Ville forhindre fejlkendelser
Fordi dna-undersøgelser i 1980'erne ikke var så sikre, som de er i dag, besluttede den engelske rigsadvokat i 2010 at beordre alle politikredse i England at revurdere domme fra før 1990 for at sikre, at der ikke var nogen, der var fejlagtigt dømt.

Det betød blandt andet, at politiet gennemgik de ni tilfælde, som Chandler var tiltalt for. Derudover undersøgte de også et tiende tilfælde, som han var mistænkt for, men som han ikke var blevet tiltalt for, da anklagemyndigheden vurderede, at beviserne var for svage til at få ham dømt.

Dermed lykkedes det at få fældet ham for to tilfælde af voldtægt yderligere foruden de seks, han allerede var dømt for.

Det første tilfælde - en voldtægt mod en 30-årig kvinde 27. marts 1986 - indrømmede han i forbindelse med en ny retssag i 2014.

Den 30-årige kvinde havde været på pub med venner tæt på sin arbejdsplads og gik hjem ved 23.30-tiden og gik i seng. Hun vågnede ved, at Michael Chandler lå oven på hende og hendes hænder var bundet på ryggen. Han voldtog den 30-årige og flygtede gennem et åbent vindue.

Slog og truede med kniv
Fredag blev den 53-årige voldtægtsforbryder så atter stillet for retten, hvor han var anklaget for en voldtægt mod en 19-årig kvinde 1. marts 1986. Han var ellers blevet frifundet for voldtægten i 1988, men på grund af de nye beviser gik han til bekendelse, og han blev altså derfor dømt for forbrydelsen mandag.

Den 19-årige blev voldtaget 1. marts 1986, da hun gik gennem West Harrow Park, hvor hun opdagede en mand bag et træ.

Han var maskeret og sprang ud foran kvinden med en kniv i hånden og begyndte at slå løs på den 19-årige og trak hende af sted i tøjet over et rækværk til et jernbaneterræn, hvor hun fik ordre på at klæde sig af.

Han voldtog den 19-årige og efterlod hende med snitsår i en hånd og slagmærker i ansigtet.

- Det var en overraskelse for os, at han også tilstod den sag, som han oprindeligt blev frifundet i, men dna-beviserne underbygger hans tilståelse, og jeg er tilfreds med, at offeret bliver sparet for en ny retssag, siger efterforskningsleder Michael Mclnerney.

- Sagen viser, at vi vil fortsætte med at efterforske sager som disse lige gyldigt hvor lang tid, der er gået. Jeg håber, at dommen vil give ofrene en form for retfærdighed og afslutning, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere