Fængselsbetjente dømt: Løj om kollega

I Anstalten ved Herstedvester blev kvindelig betjent omringet af tavshed, da hun fortalte om vold mod indsat. Nu er to andre dømt for at dække over deres voldelige kollega

En kvindelig fængselsbetjent blev frosset ud af sine kolleger, da hun ville fortælle om et overgreb på en indsat i Anstalten ved Herstedvester.

Betjenten var sygemeldt med stress og depression i trekvart år og har måttet skifte arbejde på grund af sagen. Det fremgår af en dom, hvor Østre Landsret har fundet to af kvindens kolleger skyldige i at have løjet i retten.

Tilsyneladende faldt løgnen i et forsøg på at redde en mandlig kollega fra at blive dømt for vold afgav de falsk forklaring. De løj, da de sagde, at kollegaen ikke havde taget halsgreb på en kvindelig indsat. Det var nærmere et greb i skulderen, lød deres historie.

Højere straf for løgn end vold
Løgnen har nu i landsretten medført, at begge mænd er blevet idømt fængsel i 60 dage. Dermed er deres straf højere end de 40 dage, som den voldelige kollega blev idømt.

Afdelingslederen havde advaret hende om kollegernes mulige reaktion, hvis hun fastholdt sin forklaring om halsgrebet, har hun fortalt i landsretten.

Lederen fik ret: Kolleger vendte hende ryggen, og hun blev isoleret.

En afdelingsleder i Anstalten ved Herstedvester har bekræftet, at der opstod tavshed omkring hende på grund af hendes forklaring om volden. Men hun havde 'ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle have de alvorlige konsekvenser for helbred og arbejdsliv,' har hun sagt.

'Vi dækker ikke over hinanden'
En af de nu dømte fængselsbetjente har undervejs i straffesagen udtalt sig generelt om kollegernes indbyrdes forhold.

- Der er et stærkt og omsorgsfuldt sammenhold mellem fængselsbetjentene, citeres han for at have sagt - og med en tilføjelse om, at man ikke dækker over hinanden - hvilket han altså netop er blevet dømt for at have gjort.

Begge de dømte fængselsbetjente er sidst i 30'erne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere