Fængselsdømt kvindelig advokat renset

- Hun er glad og lettet og kan nu komme videre med sit liv, siger tilfreds forsvarer

Vestre Landsret har onsdag omgjort byrettens dom over en advokat fra et fremtrædende advokatfirma.

Den kvindelige advokat blev ved Retten i Viborg i januar idømt 60 dages ubetinget fængsel for at ville påvirke et vidne til at lyve i retten.

Derudover blev hun frakendt retten til at arbejde som advokat i et år.

Nu kan hun dog atter trække i arbejdstøjet, efter at seks enige landsdommere pure frifandt hende.

- Min klient har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig og forklaret, at hun aldrig kunne drømme om at være medvirkende til, at nogen skulle komme og vidne falsk i retten, siger den nu frifundne advokats forsvarsadvokat Bettina Antitsch til Ekstra Bladet.

Blev aflyttet
- Min klient og jeg er rigtig godt tilfredse med, at hun er renset og frifundet, tilføjer forsvareren, som ikke ønsker at fortælle om, hvordan forløbet og anklagen har påvirket hendes klient.

- Hun er glad og lettet og kan nu komme videre med sit liv.

Sagen udsprang af en efterforskning af en 37-årig mand. Han blev i begyndelsen af 2018 aflyttet af politiet.

Se også: Politiets arkiver skal finkæmmes efter aflytningsfejl

Under efterforskningen havde politiet kontakt til manden, og han blev fundet i besiddelse af 5350 kroner, som blev beslaglagt. Det fik manden til at kontakte en advokat - den nu frifundne kvinde.

De beslaglagte penge stammede fra en 55-årig mand, som ifølge politiet havde betalt dem som forskud til den 37-årige.

De skulle bruges på arbejdstøj, i forbindelse med at den 37-årige skulle arbejde hos den 55-årige som led i afsoningen af en fodlænkedom.

Klient fik 60 dages fængsel
Det forklarede den 55-årige under et retsmøde. Ifølge politiet, som altså aflyttede den 37-årige, talte han dog i telefonen med sin advokat om, at klienten skulle få den 55-årige til at sige, at der ikke var tale om et forskud, men et lån for at få underkendt beslaglæggelsen.

Normalt er politiet forpligtet til at slette aflyttede samtaler, når den mistænktes advokat optræder på båndet. Men når advokaten ifølge politiet bryder loven, er det en anden sag.

Det vurderede anklagemyndigheden var tilfældet, hvorfor advokaten altså blev sigtet og siden tiltalt i sagen.

Byretten dømte hende for forsøg på at medvirke til falsk forklaring i retten og for tjenesteforsømmelse, men er altså nu frifundet.

Den 37-årige mand blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for at forsøge at anstifte til falsk forklaring. Den 55-årige, som også var tiltalt i sagen, blev frifundet.