Fængselsstraffe og gigantbøde: Dømte anker på stribe

Flere dømte i Atea-sagen, inklusive Rene Clausen, har anket deres dom. Halvdelen har udbedt sig tænketid

Fire af de dømte ankede på stedet deres dom. Foto: Niels Hougaard
Fire af de dømte ankede på stedet deres dom. Foto: Niels Hougaard

Halvdelen af de otte dømte i Atea-sagen, hvor selskabet af samme navn nu er dømt for at have bestukket offentligt ansatte, udbad sig betænkningstid, mens de øvrige fire ankede dommene på stedet.

Onsdag blev alle otte tiltalte kendt skyldige, deriblandt tidligere it-driftschef i Region Sjælland Rene Clausen. Han er idømt halvandet års ubetinget fængsel for at have taget imod bestikkelse fra selskabet Atea i flere år.

- Dommen er anket, fordi min klient har nægtet sig skyldig, og vi har påstået frifindelse hele vejen igennem.

- Vi mener, at dommen rejser nogle principielle spørgsmål, som landsretten skal have lejlighed til at kigge på. Der er tale om spørgsmål, som der ikke tidligere er taget stilling til i dansk retspleje, siger Rene Clausens advokat, Andro Vrlic, efter dommen.

Han taler her hovedsageligt om forsvarets påstand om, at man ikke kan blive bestukket for sine egne penge. En stor del af de penge, som Atea bestak flere offentligt ansatte med, kom nemlig fra Region Sjælland selv.

FAKTA: Sådan lyder dommene i Atea-sagen

Retten i Glostrup dømte onsdag alle otte tiltalte skyldige i den såkaldte Atea-sag.

Her stod tre tidligere it-chefer i Region Sjælland og fire tidligere direktører og salgsdirektører i Atea anklaget for bestikkelse og underslæb af særlig grov karakter.

Penge fra kontrakter fra regionen blev sat ind på en hemmelig konto og så brugt på luksusrejser og dyre middage. Alle anklagede nægtede sig skyldige.

Læs her, hvad de dømte har fået i straf:

I Region Sjælland: 

* Tidligere it-driftschef i Region Sjælland René Clausen, der var tiltalt i hovedparten af alle forholdene, og som ses som initiativtager til den hemmelige konto.

Halvandet års ubetinget fængsel.

Får konfiskeret 384.948 kroner.

Ankede på stedet dommen til landsretten.

* Tidligere it-direktør i Region Sjælland og efterfølgende it-direktør i Rigspolitiet Michael Steen Hansen, der har været med på dyre ture til Dubai, Las Vegas og restaurantbesøg.

Ti måneders fængsel, heraf syv måneder betinget.

Får konfiskeret 151.377 kroner.

Tog betænkningstid med hensyn til anke.

* Tidligere it-direktør i Region Sjælland Michael Mølkær Hansen, der var med på tur til Dubai i 2012.

40 dages betinget fængsel.

Får konfiskeret 18.512 kroner.

Ankede på stedet.

Hos Atea:

* Tidligere salgsdirektør i Atea, der var med på tur til Dubai i 2014 Carsten Viggo Ritzau.

Otte måneders fængsel hvoraf fem måneder er betinget.

Får konfiskeret 73.125 kroner.

Tog betænkningstid med hensyn til anke.

* Tidligere koncernchef i Atea frem til 2014 Claus True Hougesen. Anklaget for at have skabt systemet med den hemmelige konto og være med på flere ture til Dubai.

Ti måneders fængsel, syv af dem betinget.

Får konfiskeret 127.827 kroner.

Ankede på stedet dommen.

* Tidligere administrerende direktør i Atea og tidligere koncerndirektør Peter Hilligsøe Trans, der var med på ture til Dubai.

Otte måneders fængsel, straffen er betinget.

Får konfiskeret 73.125 kroner.

Ankede på stedet dommen.

* Tidligere salgschef i Atea Per Juul Andersen, der har stået for meget af det praktiske omkring træk på den hemmelige konto og deltaget i en lang række rejser og middage.

Et års fængsel.

Får konfiskeret 217.159 kroner.

Tog betænkningstid med hensyn til anke.

* Virksomheden Atea, hvis ledelse og direktører har stået for bestikkelsen, og som har nydt godt af bestikkelsen.

Bøde på ti millioner kroner.

Tog betænkningstid med hensyn til anke.

Uden regionens vidende var pengene sat ind på en særlig konto i Atea, som rejser og dyre middage blev betalt fra.

- Om man kan blive bestukket for egne midler, mener vi, landsretten må tage stilling til, siger Andro Vrlic.

Advokaten for Per Juul Andersen, tidligere salgschef i Atea, der har fået et års fængsel, Arvid Andersen, udbad sig efter dommen betænkningstid. Fra begyndelsen har hans klient erklæret sig uskyldig.

- Vores synspunktet i dag er ikke anderledes, end da vi startede sagen. Min klient har disponeret over midlerne fra regionen i tillid til, at de personer, han havde med at gøre i Region Sjælland - der jo var på direktionsniveau - havde godkendt disponeringerne. 

- Derfor er det min opfattelse, at min klient har været i god tro, om at man kunne disponere, som man gjorde. Uanset at man i dag mener, at det kan være ekstravagant, siger advokat Arvid Andersen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen