Fængsler syg kvinde: Stak læge i brystet med saks

En selvmordstruet og psykisk syg 20-årig kvinde sigtet og fængslet i surrogat for at have stukket saks i brystet på vagtlæge - risiko for mere vold

En psykisk ustabil, voldsisigtet kvinde bliver torsdag eftermiddag fremstillet i Retten i Randers efter nattens overfald på en mandlig vagtlæge. Foto: Ritzau Scanpix
En psykisk ustabil, voldsisigtet kvinde bliver torsdag eftermiddag fremstillet i Retten i Randers efter nattens overfald på en mandlig vagtlæge. Foto: Ritzau Scanpix

En mandlig vagtlæge fik en alvorlig forskrækkelse, da han natten til torsdag var kaldt ud til et bosted for psykisk sårbare unge i Paderup syd for Randers.

Pludselig opstod der uoverensstemmelser, der tilsyneladende motiverede en stærkt uligevægtig 20-årig kvinde, som vagtlægen var i færd med at tilse, til at gribe ud efter en saks og gå direkte til angreb.

Philip Møller, anklager i Østjyllands Politi, fortæller, at den unge kvinde er sigtet for grov vold mod tjenestemand i funktion. Hun forsøgte angiveligt flere gange at skade vagtlægen med saksen, før hun ramte ham overfladisk i brystet med et enkelt stik.

Lægen var selv i stand til at overmanden kvinden. Han var ifølge anklageren 'på intet tidspunkt i nærheden af at være i livsfare'.

Risiko for mere vold
Den voldssigtede kvinde blev i går fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, og det endte med, at kvinden blev varetægtsfængslet i surrogat i fire uger på en psykiatrisk afdeling under Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Det skete på anklagerens begæring med den begrundelse, at der er en risiko for, at kvinden igen kan finde på at skade sig selv eller andre. Hun har i forvejen en verserende voldssag kørende.

Overfor Ekstra Bladet forklarer Philip Møller, at kvinden er psykisk syg. I forløbet op til den dramatiske natlige konsultation var der mistanke om, at kvinden kunne finde på at tage sit eget liv.

Stille og apatisk
- Hun har haft det virkelig skidt, og frygten for, at hun var selvmordstruet var berettiget. Det er der ingen tvivl om, siger Philip Møller, som bekræfter, at kvinden flere gange i timerne forud for overfaldet blev tilset af en læge.

De blev tilkaldt for at vurdere, om den meget urolige kvinde var til fare for sig selv og omgivelserne og burde indstilles til indlæggelse.

Det er uklart, hvordan kvinden forholder sig til sigtelserne. I retten optrådte hun stille og nærmest apatisk og kunne ifølge anklager Philip Møller ikke huske, hvad der skete i den konkrete voldssag.

Ekstra Bladet erfarer fra en af kvindens nærmeste pårørende, at kvinden 'har flere psykiatriske diagnoser' og har opholdt sig på bostedet syd for Randers siden 2018.