Fængslet for at narre ur fra Ekstra Bladets fotograf

To nye sager om tricktyveri af dyre ure var søndag for retten i Københavns dommervagt

Hvis du får tilbudt et ur som dette til billige penge, så vær på vagt. Det kan være stjålet fra Ekstra Bladets fotograf. Foto: PR
Hvis du får tilbudt et ur som dette til billige penge, så vær på vagt. Det kan være stjålet fra Ekstra Bladets fotograf. Foto: PR

Først et high five, så et fast greb om offerets venstre arm og et langt skridt frem helt tæt ind på personen i en bevægelse, der nærmest byder op til dans.

Det var fremgangsmåden i to sammenlignelige sager om tricktyveri, der søndag blev behandlet i Københavns Dommervagt.

Jeg var i alarmberedskab
Den ene episode fandt sted 22. maj og gik ud over en af Ekstra Bladets egne fotografer på Rådhuspladsen i København.

Han fik stjålet et Breitling ur til 25.000 kroner, da han på gaden foran Politikens Hus blev antastet af en ung mand, der spurgte om vej til Nørreport Station.

- Jeg var sådan set i alarmberedskab med det samme, fordi han opførte sig underligt og hele tiden ville give mig high five, men jeg passede på telefon og kreditkort i lommerne og skænkede ikke uret en tanke, fortæller fotografen, som ikke ønsker sit navn frem.

En 23-årig mand, der er kendt af politiet, er nu anholdt for tyveriet, efter at en betjent i sin fritid genkendte ham i en gruppe på gaden. Den sigtede nægter sig dog skyldig. Via sin tolk fortalte han på marokkansk, at han ikke kan huske, hvad han lavede den pågældende dag, at han psykisk har det svært, og at hans hukommelse i øvrigt er svækket, fordi han tager medicin.

Se også: Hans Lindberg overfaldet i København: Fik stjålet værdifuld genstand

Tyveri fanget på video
Anklager Signe Egsgaard fremlagde materiale fra videoovervågning, som har filmet forbrydelsen og fremførte, at den mistænkte er blevet identificeret som gerningsmanden af flere betjente.

Forsvareren mente derimod, at identifikationen af gerningsmanden er forbundet med usikkerhed, blandt andet fordi politiet først forbandt manden på videoovervågningen med personer af andre navne. Derudover havde gerningsmanden sorte sko på, mens den anholdtes sko er mørkebrune.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den sigtede i 23 dage på begrundet mistanke og henstillede til, at anklagemyndigheden sørgede for en fotokonfrontation med den forurettede - Ekstra Bladets fotograf. Han havde intet fået at vide om anholdelsen forud for grundlovsforhøret.

- Jeg er da glad for, at politiet mener, at de har fundet gerningsmanden. Det er kun godt, siger Ekstra Bladets fotograf, som dog ikke regner med at se sit ur igen. Det er endnu ikke fundet.

Den 23-årige er i øvrigt efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi, fordi han ikke har meldt sig på det udrejsecenter, han har pligt til at opholde sig på. Han er prøveløsladt, har en række domme for blandt andet tyveri men også røveri bag sig og er udvist flere gange.

Den sigtede mand i sag nummer to har ligeledes flere udvisningsdomme på straffeattesten og taler også marokkansk. Han erkendte, at han i december 2017 - få dage efter at han var løsladt fra fængslet - antastede en mand i Jorcks Passage i København og forsøgte at udføre det, som anklageren kalder et 'dansetyveri'.

Heldigvis havde offeret dog en sikkerhedslås på uret - også et Breitlingur til 25.000 kroner - så den 24-årige mand måtte tage flugten uden sit udbytte.

Pas på dit ur
De to sager er blot de seneste i en lang række tricktyverier og røverier, hvor personer er blevet overfaldet rundt omkring i København og har fået stjålet dyre armbåndsure.

Se også: Pas på dit ur: Flere dyre og sjældne ure stjålet i nat

I maj fortalte håndboldstjernen Hans Lindberg eksempelvis på Facebook, hvordan han på den konto mistede et meget sjældent ur under et besøg i København. En anden mand blev en uge senere frarøvet et ur til 650.000 under en bytur. Det fik vagtchefen til at opfordre folk til at passe ekstra godt på de dyre årmbåndsure, for tricktyvene går målrettet efter dem.

- Man skal lade være at gå og flashe sine dyre ure. Men man har oftest et dyrt ur for at vise det frem, så det kan godt blive lidt svært. Det handler om at bruge sin sunde fornuft, lød det dengang fra vagtchef Henrik Stormer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere