Fængslet for brandattentat på ambassade: Fire sigtede har kurdiske rødder

Fire fængslet for at have kastet molotovcocktails mod Tyrkisk repræsentation

En af brandvæsnets stigebiler ved den tyrkiske ambassade efter, at der var blevet kastet brandbomber mod stedet. Foto: Mathias Øgendal
En af brandvæsnets stigebiler ved den tyrkiske ambassade efter, at der var blevet kastet brandbomber mod stedet. Foto: Mathias Øgendal

Fire mænd er nu fængslet i sagen om brand-attentaterne rettet mod den tyrkiske ambassade natten til 19. marts, hvor der blev kastet flere molotov-cocktails mod ambassadens vinduer.

Ved angrebet skete der mindre skader på ambassadens facade.

Ekstra Bladets research viser, at de fire fængslede har tilknytning til den del af det kurdiske område, der ligger i Syrien.

Dele af området er nu en krigszone. Igennem længere tid har kurdiske militser med vestlig støtte nedkæmpet Islamisk Stat i dette område og efterfølgende taget magten.

For nylig invaderede Tyrkiet så en del af regionen. I samarbejde med en tyrkisk-sindet militsgruppe nedkæmpede det tyrkiske militær kurderne i området omkring byen Afrin.

Tre af de fire fængslede har på sociale medier udvist positive tilkendegivelser overfor pro-kurdiske grupper. Blandt andet partiet PKK, der som mål har et selvstændigt Kurdistan. Organisationen har siden 1980'erne udøvet, hvad de selv kalder væbnet kamp, mens Tyrkiet kalder det terror.

Se også: Politi: Fire brandbomber og fire gerningsmænd

Politiet ser med stor alvor på sagen om brandattentatet. Lørdag gennemførtes en koordineret aktion flere steder i København og på Vestegnen. Søndag morgen blev to af de nu sigtede fremstillet i Københavns Byret.

Retsmødet blev holdt for dobbelt lukkede døre. Og området omkring byretten var sikret af svært bevæbnede betjente, fortæller en forbipasserende.

Dagen efter, mandag, blev de to sidste anholdte fremstillet i grundlovsforhør.

Alle fire er nu varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Indtil videre er de sigtet for forsøg på brandstiftelse.

Jens Møller, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, afviser at kommentere Ekstra Bladets oplysninger om de formodede gerningsmænd.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere