Fængslet for drabsforsøg: Moster fik to knivstik i maven

Sigtet 19-årig mand varetægtsfængslet i fire uger efter at have erkendt knivstikkeri under dramatisk familieopgør i landsby

Knivstikkeriet i den sjællandske landsby Ørslev Under Skoven udløste fredag eftermiddag en større politi-udrykning. Foto: René Lind/BYRD
Knivstikkeriet i den sjællandske landsby Ørslev Under Skoven udløste fredag eftermiddag en større politi-udrykning. Foto: René Lind/BYRD

En 19-årig midtsjællandsk mand af svensk oprindelse blev lige over middag varetægtsfængslet i fire uger på en begrundet mistanke om være skyldig i drabsforsøg efter at have angrebet sin kærestes 30-årige moster med kniv.

Det var kulminationen på et familieopgør fredag omkring klokken 15.30. Dramaet udspillede sig i den unge mands private bolig i landsbyen Ørslev Under Skoven vest for Benløse.

Det oplyser Maria Jepsen, senioranklager i Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden blev ramt i maven af to knivstik, men var ifølge anklageren aldrig i livsfare. Hun blev hurtigt eskorteret til Slagelse Sygehus og opereret på hospitalets den intensive afdeling.

Han erkender knivstik
Den sigtede mand erkendte under afhøringen i retten, at det var ham, der stak kvinden med en kniv, men Maria Jepsen oplyser, at han nægter at have haft forsæt til at dræbe hende.

- Han fortalte, at han var sammen med sin kæreste og mosteren. På et tidspunkt fik han et blackout, og da han kom til sig selv, var mosteren så blevet stukket med kniv. Han kan ikke forklare, hvorfor eller hvordan det skete, siger Maria Jepsen.

Men hun bekræfter, at der må have udspillet sig et opgør mellem ham og kærestens moster. Manden kunne under afhøringen ikke huske, om han stadigvæk havde et fast forhold til sin kæreste, og om det var en strid om det, der udløste det blodige knivstikkeri.