Fængslet for drabsforsøg på Paludan

Grundlovsforhør med 52-årig mand, der fredag blev skudt i benet af politiet, blev holdt bag lukkede døre

Her ses episoden, hvor en 52-årige bliver skudt af politiet efter at have trukket kniv mod Rasmus Paludan i Aarhus. Video: Øxenholt Foto.

En dommer ved Retten i Aarhus valgte lørdag eftermiddag at lukke dørene i en sag om en knivbevæbnet mand, der fredag blev skudt i benet af politiet.

Dommeren imødekom politiets anmodning om såkaldt dobbeltlukkede døre, så heller ikke sigtelsen læses op i et åbent retsmøde.

Østjyllands Politi har dog tidligere lørdag oplyst, at den 52-årige mand sigtes for drabsforsøg.

En 40-årig formodet medgerningsmand sigtes for medvirken til drabsforsøg. Begge blev på retsmødet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi til Aarhus Stiftstidende.

De to mænd sad ved grundlovsforhørets begyndelse side om side med deres forsvarsadvokater.

Den 52-årige, der fredag gik bag om politiets afspærring ved en demonstration i det vestlige Aarhus, støtter sig til en krykke.

Bag ham sidder den 40-årige mand iført en sort joggingtrøje.

En tolk var indkaldt for at oversætte spørgsmål og svar til de sigtede mænds modersmål.

De to mænd havde ikke noget imod, at sigtelsen blev læst op i et åbent retsmøde, lød det fra de to forsvarsadvokater.

Men det havde anklager Jesper Rubow.

Han sagde, at det kan skade sagens opklaring, at detaljerne kommer frem i offentligheden.

- Der er så mange detaljer i sigtelsen, så hvis de kommer frem, kan de på afgørende vis hindre opklaring af sagen, sagde anklageren.

Han sagde, at der i sigtelsen også er nogle detaljer omkring politiets skud mod den 52-årige, som kan forstyrre Den Uafhængige Politiklagemyndigheds efterforskning af episoden.

Pressen protesterede mod, at dørene lukkes.

Men dommeren, Joy Winter, fulgte anklagerens anmodning og besluttede, at offentligheden ikke må høre detaljerne i sigtelsen.

- Jeg følger anklagerens begæring. Sagens behandling i et åbent retsmøde kan hindre sagens opklaring, lød det.

Det er uvist, hvordan de to mænd stiller sig til sigtelsen.