Fængslet for drabsforsøg: Savede 70-årig mand i halsen

Den 70-årige mistede to liter blod, men er nu uden for livsfare. Ni-årig overværede overfaldet, oplyser Fyns Politi

En 58-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i tre uger. Han gik ifølge politiet onsdag til angreb på en 70-årig mand med en sav. (Foto: Ole Frederiksen)
En 58-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i tre uger. Han gik ifølge politiet onsdag til angreb på en 70-årig mand med en sav. (Foto: Ole Frederiksen)

Retten i Odense har torsdag varetægtsfængslet en 58-årig mand fra Odense-forstaden Hjallese, efter at manden onsdag aften blev anholdt og sigtet for at have forsøgt at dræbe en 70-årig bekendt i et skur på Guldsmedevænget i Hjallese.

Den 58-årige nægter sig skyldig.

Det skriver fyens.dk.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 70-årige mistede omkring to liter blod under det angreb, han ifølge politiet blev udsat for, efter at der forinden var blevet drukket tæt på stedet. Det er ifølge Fyens.dk uvist, hvorfor de to kom op at slås.

Ifølge sigtelsen blev den 70-årige mand slået, hugget eller savet i ansigtet og halsen, så han fik en flænge på 20 centimeter, som dannede et Y under det ene øre. En hals-vene blev skåret over, og en spytkirtel blev ødelagt, mens en halsmuskel blev beskadiget.

Den 70-årige er torsdag så meget i bedring, at han ikke længere er i livsfare.

Se også: Druk endte i drabsforsøg: 70-årig overfaldet med sav

Det er politiets opfattelse, at den 58-årige brugte en fukssvans til drabsforsøget.

Ni-årig er hovedvidne
Retten valgte på anmodning fra anklager Kirsten Flummer at nedlægge referatforbud, fordi der stadig mangler en masse afhøringer af folk i området omkring gerningsstedet i Hjallese, ligesom der mangler afhøring af hovedvidnet, et ni-årigt barn. Derfor valgte byretsdommeren at nedlægge referatforbud, fordi offentlig gengivelse kan skade sagens opklaring.

- Der er endnu ikke hoved og hale i, hvad der er sket, og vi skal foretage en masse afhøringer i rækkehuskvarteret, før vi kan skabe os et overblik, sagde Kirsten Flummer ifølge Fyens.dk.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 58-årige i foreløbigt tre uger.