Fængslet for folkedrab: - Jeg er udsat for et hævntogt

49-årig dansker tiltalt og fængslet for folkemord - men mener hans navn er misbrugt

800.000 mennesker blev dræbt under folkemordet i Rwanda i 1994. Nu indhenter fortiden tilsyneladende en 49-årig flygtning i Danmark. Foto: Sven Torfinn
800.000 mennesker blev dræbt under folkemordet i Rwanda i 1994. Nu indhenter fortiden tilsyneladende en 49-årig flygtning i Danmark. Foto: Sven Torfinn

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): Han nægter sig skyldig, mener at hans navn er blevet misbrugt og, at han er udsat for et hævntogt.

Det kom frem under et retsmøde, hvor det netop er blevet afgjort, at den 49-årige danske statsborger Wenceslas Twagirayezu skal varetægtsfængsles.

Den tidligere flygtning fra Rwanda blev, efter to års hemmelig efterforskning, anholdt i går i sit hjem, og kræves udleveret til Rwanda, hvor han står tiltalt for at have deltaget i folkedrab tilbage i 1994.

Se også: Kræver dansk statsborger udleveret for folkedrabet i Rwanda

Tiltalt for massedrab
Anklagerne mod ham blev her til morgen læst højt af senioranklager Martin Stassen. De omfatter blandt andet planlagte udryddelses-aktioner mod tusinder af tutsier, der blev slået ihjel.

Ifølge det rwandiske anklageskrift er Wenceslas Twagirayezu bl.a. tiltalt for at have dræbt flere mennesker med køller, og for under et angreb på et universitet og en kirke at have deltaget i massedrab.

Men i retten nægtede han sig skyldig og mente sig udsat for et hævntogt.

- Jeg tror, Rwanda har taget fejl af mig. De prøver at vise, hvem jeg er. De har set mit navn, og tilføjet det de selv mener. Det er fordi jeg har vidnet i en straffesag, forklarede den 49-årige far til fire, der er ansat som lagerarbejder i Atea.

Se også: Dansker tiltalt for folkemord: Bankede folk ihjel med køller

25 vidner udpeger ham
Under retsmødet blev otte siders vidneudsagn fra 25 vidner, der angiveligt mener at kunne udpege Wenceslas Twagirayezu som brutal drabsmand, fremlagt for retten. Dog var dørene her lukkede for offentligheden.

Det er de rwandiske myndigheder, der kræver danskeren udleveret til retsforfølgelse.

Under retsmødet kaldte forsvarer Bjørn Elmquist dog sagen for 'enestående' med henvisning til at anklagemyndigheden tillægger vidner - og deres erindring - afhørt to årtier efter folkemordet, så betydelig vægt.

- Det er ufatteligt, at man dyrker det... Hvordan har dansk politi efterforsket sagen? Er det bare de samme vidner, som rwandisk politi har fundet frem til, man har afhørt? Er det de samme spørgsmål, man har stillet? Vi er ude i nogle mærkelige spekulationer, der skal danne grundlag for denne varetægtsfængsling, lød det inden dommerens kendelse.


Lovede ikke at flygte
Selv lovede Wenceslas Twagirayezu også højt og helligt, at han hverken ville flygte fra landet eller gå under jorden.

- Alt det der er sket i Rwanda, har jeg set med mine øjne. De mennesker der har dræbt, og dem der er blevet dræbt. Det har rørt mig i hjertet. Og det er kun mig, der kan føle det. Men Danmark er mit land nu. Der er ikke andre steder, hvor jeg kan leve, sagde han og afviste at kende noget til de omtalte vidner og at have været tilstede ved de omtalte episoder.

Kort tid efter blev den 49-årige dog ført ud af retslokalet for øjnene af sin kone, 19-årige søn og sin lokale præst: Varetægtsfængslet i fire uger begrundet i hensynet til sagens meget alvorlige karakter og grove forbrydelse, af frygt for at han vil kunne finde på at flygte og af frygt for, at han vil forsøge at påvirke vidner i sagen.

Flankeret af politifolk, der i øvrigt formanede ham om ikke at måtte udtale sig til Ekstra Bladet på grund af besøgs- og brevkontrol, blev han dermed kørt mod Hillerød Arrest.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere