Fængslet for kast med molotov-cocktails

To 16-årige drenge sigtes for at have kastet med de livsfarlige brændende cocktails mod politibiler i Odense-bydelen Vollsmose

De to 16-årige drenge fra Vollsmose, der i dag har været i grundlovsforhør ved Retten i Odense for at have kastet med molotov-cocktails mod politiet 9. juni 2015, er blevet varetægtsfængslet indtil 13. juli 2015.

Politiet arbejder fortsat videre med at forsøge at identificere flere gerningsmænd ud fra video-overvågningen i Vollsmose-området, og grundlovsforhøret blev af hensyn til efterforskningen holdt for lukkede døre. Det betyder, at offentligheden indtil videre ikke kan få indblik i, hvad der kom frem under retsmødet.

Se også: Flere unge sigtet for at kaste molotovcocktails

Retten begrundede bl.a. varetægtsfængslingen med, at politiet skal have lejlighed til at efterforske sagen, uden at de to fængslede får lejlighed til at samstemme forklaringer med andre. Den ene af de to fængslede kærede kendelsen til Østre Landsret.

De to unge sigtes for i forening med flere medgerningsmænd at have kastet molotov-cocktails mod politibiler i forbindelse med uroligheder ved Bøgetorvet i det berygtede Vollsmose-kvarter i udkanten af Odense om aftenen tirsdag 9. juni 2015.

To andre unge mænd blev i fredags fængslet i den samme sag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere