Fængslet for knivstik: Tvangstankerne styrer mig

En 23-årig mand brød sammen i retten og bad om at blive indlagt 'på den lukkede'

Tvangstanker fik fredag aften en 23-årig mand til med egne ord 'at gå amok' og stikke en anden mand med kniv på Christianshavns Torv i København.

Det forklarede han selv lørdag under et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, hvor han flere gange brød grædende sammen og selv bad om at blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

De to mænd havde begge taget elevatoren op til torvet fra Metroen, da der opstod tumult. Den 23-årige, der er hjemløs, havde en cykel med med fuld oppakning.

- Jeg havde tabt mit liggeunderlag, og jeg havde ikke taget min medicin i seks timer, så jeg var i forvejen i dårligt humør. Og så skubbede han mig i ryggen, sagde han i retten.

Den sigtede forklarede,at de to sparkede ud efter hinanden. Knivofferet har afgivet en lignende forklaring om, at der opstod tumult ved elevatoren, men hvem der gjorde hvad, kom ikke frem i retten.

De to mænd skiltes og offeret gik hen til busstoppestedet. Her blev han pludselig angrebet af den 23-årige med en kniv.

- Jeg blev skubbet ud over kanten. Jeg gik amok. Det var meningen, at jeg ville vifte den foran ham og true ham. Så han kunne se hvor syg i hovedet, jeg var. Men så ramte jeg ham, lød det fra den 23-årige, som hæftede sig ved, at manden ikke kom slemt til skade.

Ifølge lægejournalen er der tale om et overfladisk knivstik på cirka tre-fire centimeter. Offeret er blevet syet med tre sting.

Selvmedicinering
Den 23-årige gav grådkvalt udtryk for, at han har haft en svær opvækst med vold i familien og på de institutioner, han har boet. Medicinen, han tager er hash, som han køber på Christiania.

- I Holland er det lægeordineret. Psykofarmaka får mig endnu længere ud.

Den 23-åriges forsvarer måtte hjælpe sin klient med at svare på, hvorfor han ville indlægges, for ordene druknede simpelthen i tårer. 'Fordi jeg ikke hører til her', stammede den unge mand med henvisning til det almindelige fængsel. Den sigtede er bange for at ende i en masse nye sager, hvis der ikke bliver taget hånd om ham, uddybede forsvareren.

Efter den 23-åriges forklaring anmodede anklageren om varetægtsfængsling i surrogat på en lukket afdeling. Dette imødekom dommeren. Da den sigtede fik oplyst, at han skulle være på sygeafdelingen i Vestre Fængsel, indtil der var plads på en lukket afdeling brød han sammen igen og blev ført grædende ud af retten.

Fængslingen løber i første omgang til 20. september.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere