Fængslet for sexovergreb mod ældre kvinde

Svensk statsborger nægter sexovergreb mod 67-årig, men erkender tyveri. Nu er han varetægtsfængslet

En 21-årig mand er torsdag blevet fængslet - sigtet for seksuelt overgreb og hjemmerøveri på Christianshavn natten til 13. august.

Ifølge sigtelsen trængte manden ind i den 67-årige kvindes hjem, truede hende med vold og holdt en metalgenstand mod hendes hals og sagde på engelsk: 'Jeg har en kniv - vær stille'.

Herefter krænkede han ifølge sigtelsen kvinden med 'anden kønslig omgang end samleje', ligesom han bad hende om penge.

Stjal computer og solbriller
Da den 21-årige mand, der er svensk statsborger, men født i Letland, efterfølgende efterlod kvinden i sengen for at gå på tyvetogt, skreg hun højt, så manden valgte at tage flugten, lyder det i sigtelsen.

Han slap af sted med en Macbook, solbriller, rejsekort og andre værdier til en p.t. ukendt værdi.

Han blev få dage senere anholdt i Norge og er nu udleveret til Danmark. I dommervagten i København nægtede han sig skyldig i de grove sigtelser om seksuelle overgreb, men erkendte tyveri. Han er foreløbigt blevet varetægtsfængslet i 27 dage.