Fængslet for søm-bombe mod café

33-årig fængslet for attentatet mod Café Grotten

En 33-årig mand nægter sig skyldig i attentatet mod Café Grotten på Sønder Boulevard 37 på Vesterbro i København i går, hvor en hjemmelavet bombe bestående af et stort kanonslag påsat søm, blev sprængt mod værtshuset dør.

Men den 33-årige blev i Københavns dommervagt varetægtsfængslet i 27 dage. Politiets beviser og hans forklaring kendes ikke, fordi grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Der var fire-fem gæster på værtshuset, da bomben sprang. Den lavede et hul i døren, men ingen kom til skade. Kanonslaget var klistret på døren med gaffatape og der var også påsat søm, som virkede som projektiler, da den hjemmegjorde bombe eksploderede.

Politiet fandt fragmenter op til 50 meter væk på gaden.

Den 33-årige sigtes for forsøg på grov vold efter straffelovens § 245.

Den nærmeste gæst sad cirka tre meter fra døren, der fik et hul på cirka 10 gange 15 centimeter.

- Vi var fire-fem herinde. Det er klart, at vi fik et chok. Det er ikke sjovt. Men heldigvis kom ingen til skade. Der lød et meget højt brag, men der var ikke noget lysglimt. Der var viklet søm om kanonslaget, sagde tjeneren, Jan, til Ekstra Bladet i går.

1 af 3 Café Grotten blev udsat for en sprængning mod hoveddøren. Ingen kom til skade. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 En 33-årig er nu anholdt for sprængningen. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 3 Der var klistret søm på kanonslaget, der blev sprængt mod døren. Politiet har fundet fragmenter op til 50 meter væk. (Foto: Kenneth Meyer)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere